A.P. Andersen gjorde krigstjeneste ved Ballonzug 33. I marts 1918 blev han indsat i den store tyske offensiv på Vestfronten. Han var telefonist ved signaltjenesten, men blev pga. sammenstød med løjtnanten degraderet til reparationstjenesten.
(… fortsat)
Vi kom gennemgående hver Dag ca. 10—-5 km frem og kom nu igennem den af Tyskerne i Efteråret 1917 „strategisk” forladte Somme-Egn, hvor de havde tilintetgjort alt, hvad der kunde ødelægges, fordi de ventede en allieret Offensiv i dette Område.
Dette trøstesløse Syn varede ved, indtil vi var kommet et godt Stykke over Somme, Syd for Peronne.
Der var ikke gået mere end ca. 3-4 Dage under Fremmarchen, for Observationsofficererne hos Lt. Küster forlangte „den Andersen” tilbage til Ballon-Telefonen, fordi de andre ikke var trænede nok og slet ikke kunde følge med, når de skulde nedskrive Meldingerne, men hele Tiden spurgte: „Undskyld, Hr. Løjtnant, hvad var det, De lige sagde?” Men da var han jo allerede langt inde i en ny Observation.
Lt. Küster var meget imod dette, men han måtte bøje sig.
De Herrer i Ballon-Kurven var meget irritable, fordi de altid frygtede Flyverangreb, så de var lige ved at eksplodere over al denne Spørgen. Jeg derimod havde altid gentaget Meldingen i Telefonen til Observatoren, og kunde jeg ikke følge med at skrive den ned, inden en ny kom, tilintetgjorde jeg bare den påbegyndte og tog den nye.
Det var nemlig så dejligt, at ingen kunde kontrollere os to i hver sin Ende af Tråden, og når Observatoren kom ned efter en 4-5 Timers Tur i Gyngen, kunde han ikke huske Halvdelen af det, han havde meldt, da han jo ikke selv havde gjort Notater deroppe. Kun de helt vigtige Ting kunde han huske, og dem var jeg jo også selv klar over, og når han spurgte efter denne eller hin specielle Melding, kunde jeg altid vise ham Klokkeslæt og Meldingens Ordlyd.
Intet Under derfor, at de oppe i Ballonen syntes, at jeg i den anden Ende af Tråden var fantastisk dygtig og aldrig irriterede dem med Spørgsmål.
Nå — så begyndte dette Job, enkelte Gange fra Solen stod op, til Solen gik ned, — og det var ikke altid lige sjovt.
(… fortsættes)