Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, tirsdag middag [11.4.1916]

Kære Jørgen!

Tak for dit brev, som jeg fik nu i formiddag, og for dit kort med soldaterne på, det kom i går aftes. Børnene kunne nok finde dig, de var jo meget glade ved det. Fotografiet er godt; men der er kun en eneste, som jeg kender, nemlig dig. Det er jo det kedelige ved det, at du savner dine gode kammerater. Nu er der altså alarm hos jer. Fler er folk ved at tro, at det hele er en prøve for at se, hvor rask det hele kan gå, i fald de skulle rykke ud. Soldaterne her rejser på orlov nu, så her er ingenting i vejen mere. I Stubbom blev der blæst alarm, og så måtte soldaterne afsted over hals og hoved til Aller Mølle, hvor de har tøjkammer, og fik fuldstændig nyt tøj, akkurat som I får det, når der er nogen rejst til fronten. Og soldaterne tog afsked, endda med tårer i øjnene. De var så kede af det – og lige så glade, da de kom igen den næste dag. I dag sår karlene havre i Kragelund. Fedder har lige været her, han var omme og se til dem, for klans vidste jo ikke rigtig, hvordan maskinen skulle stilles; men det gik ellers godt nok. Det regner lidt af og til, men de er da blevet på marken. Børnene er ved at få sig en pandekage ude ved deres lille bord. Nu løber dine tænder måske i vand. Mon jeg skal besøge dig på søndag?

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.