Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 10.4.1916

Min kære Inger!

Mange tak fordi du er så flittig til at skrive til mig. Du sørger for føde til mig, både til sjæl og legeme. Det er lige så rart at få brev som en pakke. Føden kan man jo endda købe sig til, om det skal være. Der er uro heroppe, men jeg kan ikke forstå, hvad det skal betyde. Vi har fået ordre til, at vi skal være færdige til at rejse herfra, så snart der kommer bud. Vort tornyster skal være pakket, så vi lige kan tage det på. Vort søndagstøj har vi fået udleveret. Det skal vi så have på. Det er hele bataljonen, som bliver mobiliseret, selv de garnisonstjenestdygtige skal med. Der må jo være noget i gære, men jeg tænker nok, at det skal trække sig til rette. Sådan som sagerne står lige for tiden, er der vist ikke tale om, at jeg kan få orlov. Der er slet ingen, som kan få det. Alle de, som var på orlov, er blevet kaldt tilbage. Selv Hans Petersen, som skulle være fri, er kommet igen. Han er så ked som katten af sennep.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.