Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup d. 5. april 1916

Min egen kære Jørgen!

Tak for dit kort fra Locksted, som jeg fik i formiddags. Det beroligede mig lidt igen, for jeg blev ked af det i går, da først dit brev kom om formiddagen, og så dit kort om eftermiddagen. Jeg har da hele tiden håbet på en orlov. Blot det da kunne lykkes, når du kommer tilbage til Husum. Jeg rejser i hvert fald til Husum enten lørdag efterm. eller søndag morgen. Nu skriver du jo nok lidt besked fra Locksted en af dagene. Jeg kan slet ikke begribe, hvorfor du blev fri den gang for tre uger siden, når det ellers ikke er meningen, at du skulle have orlov. Det er trist for dig, at du ingen danske kammerater har, så er det ikke så let at holde humøret oppe. Jeg har jo nok syntes hele tiden, at de gerne kunne narre os endnu engang, for det militærvæsen er slet ikke til at stole på. Men det kan jo også gå bedre, end vi tænker os, som du skriver. Der er jo ikke andet at gøre end tålmodig at vente og se, hvad tiden bringer. Der er mange herhjemme, som synes, at nu må det vist snart give fred. Jeg ved ikke, om det er fordi, vi har fået det dejlige forår, at folk ser mere lyst på tingene, eller om der virkelig er fredstegn at spore. Alle mennesker ønsker det så inderligt. Der har været en vis uro blandt militæret her, og i går blev der fortalt, at Danmark gik med i krigen. Eickemejer havde endda fortalt Hans, at det var blevet telegraferet til ham, men det har da nok ikke passet, for man har ikke hørt noget i dag…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.