Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, søndag d. 23. jan. 16

Min kære Jørgen!

Hvor jeg dog blev glad ved dit brev i formiddag, du er rigtignok også flink til at skrive. Mon det da virkelig skulle blive sådan, at I der er lidt ældre kan få lov at blive her hjemad? Sikken glæde det ville være. Nu har det stået så truende for os hele vinteren, det at komme til fronten, så det er jo næsten ikke rigtig at fatte, om det skulle være sådan, at du blev skånet for det. Men biir det sådan, så skal vi rigtig huske at takke Vorherre derfor. Å, det er så trygt at lægge alt i hans hånd og ikke tage selv. Det synes jeg får øjnene op for, mere og mere. Jeg er næsten også helt vis på, at I får orlov, for der er nu noget i gære, de har nok kaldt alt for mange af de gamle ind; folk, som kunne gøre mere gavn ved at være hjemme og passe deres bedrift, end ved at skrælle kartofler og lave parademarch et eller andet sted langt hjemmefra. Peter Refshau- ge talte om det i går, han havde det fra Hans P. Hanssen, det var nok bleven påtalt i Rigsdagen og klaget over, at militæret var så eneherskende og upraktisk. Han mente nu, at der var ingen fare for, at Eriksen f.eks. kom ind, for han er jo da uundværlig herhjemme, og så kan Fedder kanske også hytte sig.

— Ja, vi var jo til fødselsdag i går, mor og jeg. Børnene blev jo så hjemme, Marie nævnte da heller slet ikke at de skulle komme med, så jeg tænkte nok, at der kom vist mange fremmede. P. Refs- hauges, Nis Thuesens, Eriksens, og så jo de sædvanlige. Ja, de Kjestruper og de Stubommer ikke, de skulle vente til en anden dag, og de Vindrupper heller ikke, de har mund og klovsyge blandt ungkvæget, og de venter Nis hjem i næste uge. Marie talte om, hvis du nu også kunne komme, mens han var hjemme, så skulle vi jo komme hen ad Hauge på en gang. Det kunne også være rart, stakkels Nis, han har nok alligevel lidt meget og tit været i fare. Hans gevær er en gang blevet skudt ud af hånden på ham. Jeg skulle hilse dig fra Gunder Refshauge. Dinne spillede lidt for os, men jeg tror vi manglede dig til at synge for, for der var ingen rigtig klem i det.

I dag har vi haft besøg af Katrine Ravn fra Christiansfeld, hun er jo altid så flink til at ordne mine hatte og vil jo næsten ingen ting have for det, så syntes jeg hun skulle over, mens mor var her. Hun har lavet mig en pæn pelshue af mors gamle krave, og du kan da heller ikke tænke, hvor pæn den er. Hele historien kostede 3,50, så det er en billig hue, og så har hun siddet i eftermiddag og kruset min fjer igen, så nu er det ikke at se på den, at den blev våd i Husum. – Jeg sender dig en halv rullepølse i denne uge, og et stykke godt ost, jeg har det netop nu, og en kage kan du jo vist også have længere hen i ugen. Agnete snakker stadigvæk om far, hun siger det tit »far kommer« nu ser det jo også ud som om det kunne passe for hende, lille stump.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.