Th. Lorenzen, Felsted, deltog i slaget ved Arras i april 1917
(… fortsat)
Om Eftermiddagen ved Femtiden laa vi og døsede i Bunden af Skyttegraven. Jeg var sammen med den forhen omtalte teologiske Student. Han var aldeles ingen Krigshelt, tværtimod en endda meget daarlig Soldat.
Jeg vaagnede ved et heftigt Knalderi og blev nysgerrig efter at faa at vide, hvad der kunde være paa Færde. Jeg kom op paa Brystværnet og saa, at der ovre paa den anden Side, i en Afstand af ca. 1500 Meter, kom en hel Del smaa Prikker ned ad en Bakkeskraaning. Paa Bakkekammen dukkede en ny Række frem og vi blev hurtigt klar over, hvad der nu skulde ske; Fjenden vilde storme vor Stilling. I en Hast fik jeg min Kammerat paa Benene og Geværet skudklart. Vi aabnede Ilden med Visir 1500 Meter.
Skyderiet var egentlig helt meningsløst, da man ikke kunde tage et bestemt Maal i Sigte, og vi bortskød vor Ammunition til ingen Nytte. Skulde Fjenden komme os ind paa Livet med en saa stor Overmagt, var Stillingen tabt. Antagelig havde vi et helt Regiment, flere Tusind Mand, imod os.
Stadig flere og flere nye Rækker saa vi dukke frem over Bakkekammen. Fremrykningen gik langsomt, Skridt for Skridt som hjemme i Kasernegaarden, og ikke, som naar vi skulde gaa frem til Storm, i et hastigt løb 30-40 Meter frem, saa søge Dækning, indtil man saa Lejlighed til at naa videre frem. De kom gaaende, som paa en fredelig Jagttur, med Bøssen under Armen.
Hvordan vilde det nu gaa os, naar vi fik alle disse Mænd nærmere ind paa Livet. Vi indsaa snart det meningsløse i vor Skydning og stod i angstfuld Forventning om, hvorledes dette skulde spænde af. Han sendte os nogle Granater og Shrapnels, som slog ned omkring os i Stillingen. De gjorde Fortræd paa vor venstre Fløj.
Nu var de første Rækker kommet nærmere, ca. 800 Meter fra os. Visiret blev rettet ned til 800 Meter, og nu fulgte Skud efter Skud med roligt Sigte. Vi kunde se Virkningen og knaldede løs mod de fremstormende Rækker. Bøsseløbet blev varmt, næsten gloende, og Laasen kunde ikke virke. En død Kammerat, som laa i Nærheden, havde ikke mere Brug for sit Gevær. Jeg kunde derfor skiftevis bruge begge Geværer.
Fra alle Geværer ved hele vor Frontlinie var Skyderiet nu i Gang, ogsaa Maskingeværerne med deres skrattende Røster kom i Virksomhed, og de fjendtlige Rækker mejedes ned, som Straaene falder for Leen.
Angstfornemmelsen begyndte at vige; man fik nyt Mod, især da nu Artilleriet satte ind med den dybe Bastone. Salverne lededes med stor Nøjagtighed og faldt præcise i den fremstormende Fjendes Rækker. Saa kom der Liv i Tommyerne. De søgte i Løb at finde Dækning, hvor de kunde være beskyttet mod denne Hagl af Jern og Staal, men Udsigten til Frelse var meget lille.
Derovrefra blev de nu heller ikke Svar skyldig. Vor Stilling blev belagt med Byger af Granater og Shrapnels, en Helvedes Musik, som om Verden skulde gaa under. Der var ingen Tid til at tænke paa Frygt, Fjenden var foran os og kunde kun med Geværet holdes fra Livet.
En Sektion paa 6-8 Mand var med deres Fører kommet frem til en Afstand af 200 Meter fra os. De var saa at sige inde paa Livet af os og laa i Dækning bag et Dige. Manden paa Fløjen laa ved Enden af Diget og forsøgte at faa de andre Kammerater til at gaa fremad. Jeg holdt dem nede med Geværet. Saa snart de gjorde Forsøg paa at rejse sig op, sad et sikkert Skud derovre.
Men nu svandt Ammunitionen. Jeg havde bortskudt 220 Patroner og havde kun nogle enkelte tilbage, som jeg maatte holde i Reserve til den sidste fortvivlede Nærkamp. I Snavset laa Haandgranater henkastet. Jeg samlede dem sammen som en sidste Reserve. Livet skulde sælges saa dyrt som muligt.
I syv Rækker var de engelske Stormkolonner bølget ned ad Bakkerne, og kun helt enkelte var naaet frem til de tyske Stillinger og blev nu taget paa Sigtekornet. Det fjendtlige Artilleri overdængede os med Granater og Shrapnels, men der var ingen Tid til at se, hvad der skete ved Siden af, kun Faren, som kom os i Møde, kunde man værge sig imod, den gjaldt det om at holde paa Afstand.
Mangen Kammerat segnede, og mange blev lemlæstet for Livstid. Man havde ingen Tid til Bekymringer, kun se fremad, Bøssen til Kinden, parat til Skud. De faa, der havde Held til at komme i Nærheden af vor Linie, var fortabte.
Men Mod havde disse Gutter, i faa Hundrede Meters Afstand stod de oprejst med Geværet ved Kind og fyrede løs. De sendte os en Hilsen for straks efter at segne for en dræbende Kugle.
I to Timer rasede denne frygtelige Kamp. Ved Kompagniets venstre Fløj, som havde lidt en Del, og som havde haft ikke ringe Tab, begyndte nogle af vore Kammerater at række Hænderne i Vejret, men nogle dygtige Knubs fra de overordnedes Næver bragte dem til Besindelse, og de tog atter til Geværet.
Fjendens Rækker blev tyndere og tyndere, og omsider standsede Fremrykningen. I Smaaklynger søgte nogle enkelte tilbage for at komme i Dækning og uden for Skudvidde.
Enkelte var kommet vor Stilling saa nær, at de hverken kunde naa frem eller tilbage. De gav til Kende, at de ansaa sig som fortabte. Vi vinkede til dem, at de skulde komme frem. De kom dog ikke, de havde ingen Tillid til os. Efter gentagne Opfordringer kom dog enkelte frem fra deres Skjul. Det var en Kommandersergent og fem Mand. De kastede deres Vaaben bort, og med Hænderne i Vejret kom de løbende over til os.
Det var ved Mørkets Frembrud. Nu var Myrderiet afsluttet, og vi begyndte at se omkring efter de Kammerater, som Skæbnen havde sat ud af Legen.
(… fortsættes)