Senest ændret den 24. marts 2016 8:18

Feltbrev fra Østfronten

Lida, den 11. Februar 1916.

Kære Venner!

Det er nu ikke mit Hverv at skrive for Offentligheden, men jeg vil alligevel gerne sende et Par Ord hjem til mine Venner, som jeg ved tænker, lider og beder for os. Hvad der særlig har bidraget til, at jeg tager til Pennen, er Indholdet af det lille Hefte, der er sendt til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem. Jeg og alle, jeg har talt med, som ogsaa har faaet Bogen tilsendt, finder dens Indhold meget smukt med den kære Julefest for Øje. Ved første Øjekast i Bogen var jeg allerede klar over, at den maatte være af læseværdigt Indhold. Det første Vers i Bogen lyder saaledes:

Dengang I drog bort, blev her knugende trangt, saa trangt, saa vi knap kunde aande.
Dengang I drog bort forstummed al Sang, den blev kvalt i vor navnløse Vaande.
Dengang I drog bort, da vidste vi først, at hele vor Fremtid blev trælsom og mørk, hvis I aldrig, aldrig kom hjem.

Ved at læse Indholdet af dette Vers blev jeg greben af de kære hjemlige Følelser, og jeg maatte give Taarerne frit Løb. Der staar: Dengang I drog bort, forstummed al Sang.

Ved at læse det, blev jeg mindet om et Brev, som min Hustru en Gang skrev til mig: Kære Mand, Du maa komme hjem til os. Vi savner Dig i de lange Vinteraftener til at synge med Børnene. Jeg er nemlig en Elsker af Sang og var kommen paa den Tanke: Du skal lære dine Børn at synge. Og det viste sig, at de var lærvillige, og ved en Times Sang hver Aften havde jeg ogsaa bragt det saa vidt, at de næsten kunde synge alt, hvad jeg kunde. Men ak, kære Venner, her maa jeg sande Ordet: Dengang I drog bort, forstummed al Sang. Vi maa imidlertid alle bede til, at de, der endnu kan komme hjem, inden ret længe maa udfylde deres Plads hos deres Kære for der at begynde deres Gerning, hvor de holdt op. Da vil der blive mange lyse og lykkelige Hjem.

Trods det, at jeg er saa fjernt fra Hjemmet, føler jeg mig mine Kære saa nær som aldrig tilforn. De sidste Linjer af Verset skal jeg ikke komme nærmere ind paa, da jeg ikke godt kan taale at tænke mig Muligheden deraf. Min Familie bestaar af 8 Børn, men Gud være takket, sunde og stærke allesammen. Den ældste er 19 Aar. Han blev indkaldt til Tjenesten den 2. November 1915 og er rede til at gaa i Felten. Den næstældste er 18 Aar, og er ogsaa udtaget til Infanterist og kan komme ind, naar det skal være, saa I kan nok tænke Jer, med hvilke Følelser jeg spiller Soldat.

Jeg kan ikke indlade mig paa at skrive ret meget om Krigens Rædsler. Jeg blev som 41-aarig indkaldt til Tjeneste, hvor vi kom til at ligge i Reserve og til videre Uddannelse til først i Januar. Saa gik det i Skyttegraven, hvor vi har været i 4 Uger, men nu er vi atter kommen i Reserve. Jeg har jo som sagt ikke været Vidne til meget af Krigens Ødelæggelse, men ønsker heller ikke at være Vidne til mere.

Det frygteligste, jeg har været Vidne til, var en Dag, da vi affyrede 20 Miner paa en russisk Stilling. Den blev fuldstændig sammenskudt, man kan tydelig se Minen fare igennem Luften i Form af en Kæmpecigar for med et at slaa omtrent lodret ned paa sit bestemte Punkt. Naar den saa eksploderer, er det, som om hele Verden skulde forgaa. Det var om Eftermiddagen omkring ved Klokken 3. Men den næste Dags Morgen var Graven fuldstændig udbedret.

Russerne sparer heller ikke deres Artilleri, og de er ikke længe om at skyde sig ind. Det er jo en bekendt Sag, at Russerne ikke sparer paa Krudtet, men de har jo ikke den Ledelse og Disciplin i deres Hære, som vi har. De kan undertiden være meget dumdristige. Et lille Eksempel derpaa: En Aften da jeg gik Patrouille langs Pigtraadshegnet, lød der en russisk Stemme over til os: „Germanie kom herover!“

Det var tydeligt at høre, at Stemmen var ikke mange Meter fra os, men det var bælgmørkt, og vi kunde ikke faa Øje paa dem. Da vi har haft megen Artilleriild, maa man undres over, at den ikke kræver flere Ofre. Vi har kun haft 3 let saarede ved vort Kompagni i den Tid, jeg har været i Skyttegraven.

Jeg maa nu til at slutte min fattige Skrivelse, men jeg haaber, at flere af mine Venner læser den med Interesse. Hvad der har bragt mig til at skrive er som sagt det lille omtalte Hefte, som er bleven mig tilsendt, og jeg og medundertegnede Kammerater bringer hermed det Udvalg, som har bidraget til at give Bogen et saa righoldigt Indhold, vor hjerteligste Tak. Naar vi nu blot inden ret længe kunde komme sunde og raske hjem til Eder og vi med hverandre kunde synge:

„Fred hviler over Land og By, ej Verden larmer mer“

Det er vor daglige Bøn. Jeg vil endnu minde om et Vers af samme Digt:

Vi kan bede Jer hjem i vort Haab og vor Tro til Freden, til Lykken, til Livet, af Bønnen kan bygges den stærkeste Bro, det Løfte har Jesus os givet.
Saa slutter vi Kæde da gammel og ung og stander saa stille paa Troens Grund og beder — vi beder Jer hjem.

Lad os alle med hverandre holde ud i Bønnen, saa bliver Enden nok god. Lev vel og paa snarligt Gensyn, det ønskes af Undertegnede.

(15 Navne).

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)