En anonym sønderjyde sende den 26. december 1915 dette feltpostbrev:
Dig er I Dag en Frelser født
Frankrig, den 26. Decbr. 1915.
Kære Venner!
Jul, — hvilken dejlig Klang har dog dette lille Ord. Det sætter vor Fantasi i Bevægelse, Minderne vælder ind, Minder fra Barndommens Dage. Det er, som man hører Ilden knitre i Kakkelovnen og mærker Duften af varme Æbleskiver. Det kimer for ens Øren, —Kirkeklokker, — Kanebjælder. Man lukker Øjnene og drømmer sig for en Stund hjem i et nordisk Vinterlandskab med tindrende Stjerner over hvide Marker og rimklædte Skove.
Ak, jeg maa tilstaa det, jeg har i Aar haft saa svært ved at komme i Julestemning. Jeg synes det var meget lettere i Fjor der ude ved Fronten i de mørke Kassematter.
I Aar er det, som om alle Mørkets Magter har svoret sig sammen for at røve min Juleglæde.
Ved I hvad en hedensk Jul er? Saaledes havde denne Jul nær formet sig for mig.
Juleaften oprandt med Regn og Rusk, Kanonerne tordnede hele Juleaftensdag, hele Julenat og Juledag med. Det var rigtignok „Julebud under Storm og Torden“.
Jeg har jo rigtig nogle brave Kammerater her paa Vagten, men de forstaar ikke at holde Jul. Vi Nordslesvigere lider ikke den Maade, Holstenerne og Hamborgerne holder Jul paa. Kammeraterne her ved Kompagniet anser det i al Almindelighed for meget ærbart at have en lille Rus Juleaften, noget som jeg aldeles ikke finder passende.
Og naar nogen vil give Din Jul et andet Præg end det, Du er vant til fra Barnsben, saa bliver Du gnaven, og saa er ogsaa Din Julestemning borte. Der gives Timer, hvor vor Bøn er ved at synke til et Suk, og saadan en Time havde jeg netop Juleaften. Jeg læste stille det gamle Budskab af Lukas andet Kapitel, og følte mig dog saa ene, ene blandt en Flok Mennesker.
Klokken ti var Turen til mig at gaa Patrouille. Jeg tog Hjelm og Kappe paa, slængte Geværet over Skulderen, og saa traskede jeg ud i Mulm og Slud.
Men da skete det underlige, at midt under Stormens Susen og Kanonernes Torden lød det som sagte Sang i mit Indre: „Dig er i Dag en Frelser født“. Da sænkede sig Fred i mit Bryst, saa jeg trods Krig og Nød kunde holde Jul i Jesu Navn.
Og saa mange Beviser paa Kærlighed har jeg modtaget fra Eder derhjemme. Igaar og i Dag strømmede Gaverne ind fra Vennerne derhjemme. I Aften straaler Lysene fra en lille Grankvist paa mit Bord, en Gave fra en Veninde. Ja, det gør godt at føle her ude i det fremmede, at Venner derhjemme tænker paa en og føler Trang til at give os Beviser paa deres Kærlighed.
Netop nu i Julen fejrer vi jo Mindet om Guds store Kærlighed til os Mennesker, en Kærlighed, der var saa stor, at han gav os sin Søn, den enbaarne, at han skulde være vor Broder.
Man maa sige med Brorson, „at mange skønne lidt, desværre, paa saa stor en Kærlighed“. Ingen Sinde har Broderhadet raset værre end nu i denne Time. Lad da os, som tror paa Kærlighedens Magt, slutte fastere Kreds og sammen bære Sten paa Sten til den Bygning, der skal huse den kommende Slægt. Lad det blive en Bygning, hvor ingen Tvedragts-Trold tør isne med sin Aande kold, men hvor Menneskene kan bo sammen i Kærlighed som en Søskendeflok. Efter denne Krig tør vi vel haabe paa bedre Tider for Menneskeslægten.
I hvert Fald vil vi aldrig slippe Troen paa Kristendommen som den stærkeste Verdensmagt. Den Dag vil nok en Gang oprinde, da Julebudskabet vil blive Virkelighed.
Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)