Sønderjyden “M” skriver fra Kurland bl.a. om kampene i september 1915

Kurland, den 5. Decbr. 1915.

Gode Venner!

Vi er nu kommen mange Mil fra det Sted, hvorfra jeg sidst skrev til Eder. Dengang laa vi 80 Kilometer fra Vilna. Den Strækning tilbagelagde vi til Fods med 60 Pund paa Nakken. Det var nogle haarde Dage for os.

I Vilna, hvor vi hver Dag havde Eksercits, laa vi i fjorten Dage. En skønne Dag var det jo ogsaa forbi, og vi fik Ordre til at gøre os færdige. Saa gik det til Banegaarden. Der lød mange Rygter om, hvor Turen nu skulde gaa hen. Nogle mente til Frankrig, andre til Serbien, men vi havnede i Mitau i Kurland, hvortil vi ankom i Mørkningen sidste Søndag Aften i stærkt Snefog.

I det Vejr maatte vi derpaa gaa 20 Kilometer til Fods, det var langtfra behageligt, tilmed da vi først ikke fandt hen, hvor vi skulde. Enden blev, at vi maatte ind i en aaben Lade, hvor vi sov udmærket, da vi var godt udmattede. Mandag Morgen gik det saa løs igen, men da havde vi ikke langt til vort Kvarter. Vi blev indkvarterede i Bøndergaardene, som jo staar øde og forladte. Alt Korn staar her paa Marken endnu og er fordærvet.

Det synes, som om Russerne har begyndt Tilbagetoget lige til Rughøsten, da der somme Steder ligger en Fenne Rug i Neg. Det er store Værdier, der her er gaaet tabt, da det ser ud til at være rigtig god Sædejord her, men alt lavt og fugtigt. Det er en anden Jordbund end i Polen. Husene er dog ikke stort bedre her, og de fleste Steder ser det ud efter stor Armod. Kun enkelte Steder ses Velstand. Der maa have boet en Del Tyskere her, eller ogsaa har Befolkningen lært Tysk, da vi i de fleste Huse fandt tyske Aviser og Breve.

I dette Kvarter blev vi kun to Dage, saa kom der Befaling til at gaa tilbage til Mitau og derfra 20 Kilometer i nordøstlig Retning. Nu gik det saa løs igen, men vi havde kun gaaet i en Time, da der kom en Melderytter tilbage fra Mitau og meddelte, at vi intet Kvarter kunde faa for Natten, da alt var belagt med Militær. Saa maatte vi ligge der paa aaben Mark i en klingende Frost i tre Timer, indtil det blev telefonisk ordnet. Omsider gik det løs igen, men da var det allerede mørkt, og Vejen var saa knudret, saa det var forfærdeligt. Kl. 9 naaede vi endelig Mitau, hvor vi blev indkvarteret i en Kirke.

Mitau er en køn By, men den har lidt ikke saa lidt ved Bombardementet.

Nu er vi saa kommen hertil. Her ligger vi ogsaa paa en Bondegaard i en dejlig varm Stue. Vi er saa langt fra Fronten, at vi kun lige kan høre Skydningen. Her skal vi nu til at bygge en Reservestilling, men om det er til os selv, ved vi jo ikke, da vi nu ikke har forrettet andet end Arbejdstjeneste siden den 24. September.

Vi venter efter Freden, for at vi kan komme hjem igen.

Det var ikke godt om vort kære Nordslesvig skulde blive Skueplads for Krigen, thi det vilde være forfærdeligt for Eder derhjemme. Thi hvad de Folk lider, hvor Krigen hærger, det kan I ikke faa et klart Begreb om, naar I ikke har set det.

Den 9. og 10. September var vi med i det haarde Slag ved -Skidel, hvor Russerne led et stort Nederlag. Jeg har aldrig set saa mange døde Russere som der. Russerne prøvede mange Gange paa at storme, men blev hver Gang slaaet tilbage med forfærdelige Tab, og Natten til den 11. September forlod de i Mulm og Mørke deres sammenskudte Stillinger. De maa have været i stor Nød, thi de lod alle deres Døde ligge, noget Russerne ellers ikke gerne gør. Vi havde ogsaa meget store Tab, indtil vi fik os nedgravede. Vi begyndte at storme om Morgenen Kl. 9 og fik os først nedgravet om Eftermiddagen Kl- 3. I dette Slag faldt ogsaa Mygind fra Øster Lindet, som Du maaske kendte, og mange flere af vore bedste Mænd derhjemme fra.

Ja, denne Krig er skrækkelig. Gud give at den havde Ende. Vi vilde ikke gerne gøre saadan en Tur med igen, som i Sommer.

Nu ved jeg ikke, om I kan læse det, for vor Skrivelejlighed er kun daarlig. De bedste Hilsener og paa snarligt Gensyn.

M.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)