Senest ændret den 14. august 2015 8:21

Sønderjyden F skriver i et feltpostbrev følgende:

Under Jorden
11. August 1915
Nu bor jeg ikke mere i Morlilles Hus. Jeg har allerede i flere Maaneder maattet bo under Jorden, akkurat som Bjergfolkene i vort Folks gamle Tro; som kan hænde en Gang vore Forfædre i en fjern Stenalder.

Netop i Frankrige er Minderne jo fundne om vore allerældste Forfædre, og de var Huleboere. Min Hule ligger ind under en gammel Abild paa en Høj. Træet har haft ondt ved at overkomme den Skade, dets Rødder fik, da Hulen byggedes, det staar ikke saa frisk som dets Sidemænd, men har dog baade Blad og Frugt.

Stuen er 2 Meter dyb, 4 Meter lang og 2½ Meter bred. Fire svære, utilhuggede Bjælker med over ½ Meters Tværsnit hviler paa mægtige Opstandere og bærer Bræddeloftet. I somme Boliger er der Blik i Stedet for; men jeg har nu Bræddeloft. Bjælkerne er noget friske, de har skudt lange, hvidgule Skud i den klamme Luft og Stuens Tusmørke; det bliver ikke til stort, der savnes Sollys hernede og det kniber med Bladgrønt, men Bjælkerne bærer dog baade Kvist og Blad og gør alligevel trofast deres Arbejde.

Foroven paa dem ligger der tre Lag tykke Træstammer med smaa Jordlag imellem, og ovenpaa er der atter kastet Jord, og i den gror der Havre, som saa smaat begynder at modnes. Paa den Side, der vender ud imod Fjenden, er Jordhøjen klædt med svære Brosten. Dem er der ikke mange tilbage af i Flækkens Gader. De ligger over vore Boliger som Værn mod Fjendens Granater.

Paa den anden Side af Højen under en stor Busk af Sværdliljer og indrammet af Engelsk-Græs gaar der tolv Trappetrin nedad, og bag dem ligger Døren, egentlig en gammel Havedør, men der er intet Glas i den, der er Traadnet i Stedet. Ved Siden af Døren giver et lille blyindfattet Vindue Udsigt til en græsklædt Skakt.

Rigtig lyst bliver der aldrig i Stuen, den er temmelig trist at opholde sig i, uden lige i de allerførste Morgentimer, naar Solen falder lige ind ad Dør og Vindue; men de fleste af den Slags Jordhuler, især ude i selve Skyttegraven, er baade mindre, mørkere og ubehageligere, og de byder kun Udsigt til en graagul Lervæg. Ellers er de underjordiske Boliger alle skaaret efter samme Læst. Kender man een, kender man de fleste. Naar Bladets Læsere ved, hvordan jeg bor, vil de kunne danne sig et Billede af, hvorledes deres Venner og Frænder ved Vestfronten maa bo.

Vi gruede vel nok alle, da vi ifjor Efteraar hørte om, at vi vilde komme til at leve i Huleboliger, da de første Kakkelovne kom; men nu er der gaaet tre Fjerdingaar siden, og vi har fundet os tilrette ogsaa i vor Muldvarpetilværelse, selv om Dagen tit blev baade lang og graa. Vi har lært, at ogsaa Taalmod er Mod, og Krigen i dens nuværende Form kunde ikke føres, om vi ikke havde Hulerne at ty til.

Saa snart Vejret og Fjendernes Kanoner tillader det, opholder vi os naturligvis uden Døre. Ved Siden af min Dør staar Bord og Bænk, ligefrem ligger en Kroketplads, hvor der spilles flittigt — mindre end 1 Kilometer fra Fjendens Linjer. Kommer der saa en Shrapnell, svipper vi ned i vore Huler, selv om Shrapneller er de Projektiler vi har mindst Respekt for, indtil Skydningen er forbi, og vi atter kan søge op til Lyset og Dagen, atter kan glæde os over det prægtige Udsyn over Bakker og Dale, over høje Skove og svære Agre.

Saa glemmer man atter for nogle Øjeblikke Faren og tænker ikke paa, at 30 Meter tilvenstre fører Løbegraven ud til vor forreste Stilling, og at der 50 Meter tilhøjre ligger to af vore Kammerater jordede paa det Sted, hvor de faldt. Man kan ikke holde ud altid at tænke paa Faren, selv om den altid er der. Man maa søge en eller anden Adspredelse, maa døve Tankerne. Det er en haard Skole i Taalmod, vi gaar i; men vi skal nok lære Lektierne, det kommer helt af sig selv. Lige saa sikkert som, at Krigen lærer os alle, hvad Freden er værd.

F.

Martha Ottosen: Breve til Hjemmet fra Sønderjyske Soldater (1917)