I Le Prétreskoven.
V. . . den 20. Juni 1915.
Der er jo nu næsten forløben 2 Maaneder, siden jeg skrev sidst, og der har i denne Tid i krigerisk Henseende ikke været stort at berette om.

Naar alle Smaating er indkøbt, eller Pengene slupne op gaar Marchen igen tilbage til Skovlejren eller Skyttegraven. Man kan i en saadan Trop, der har lejret sig langs Fortovet, høre alle mulige Mundarter, og især har jeg moret mig over den svabiske Dialekt.

Søndagen bruges til Gudstjeneste eller „Partie- Promenade“. Børnene leger paa Gaden som derhjemme, og deres Sange og Runddanse kan samle en hel Skare af interesserede, skæggede Soldater, hvis Tanker nok vandrer mange Mil derhjem til deres egne Smaa. Dog ofte forstyrres det fredelige Billede af en fransk Granat, der søger sine Ofre blandt alle: Krigsmænd, fredelige Borgere eller uskyldige Børn. I den senere Tid skyder Franskmændene dog kun sjældent efter Byerne bag vor Front, af den Grund, at der for hver Granat, de sender ind i Byerne, sendes en tysk til Pont-à-Mousson.

J. G.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)