Peter Paulson fra Vr. Lindet, der var født i 1879, var statsløs – dvs. uden statsborgerskab. Det var ikke udsædvanligt i Sønderjylland. Hans far var indvandret fra Sverige i 1868. Han havde ansøgt om naturalisation, dvs. preussisk statsborgerskab, men havde ikke fået det, formentlig pga. sin nationale indstilling. Alligevel blev han indkaldt den 11. oktober 1915 til et Landstormsrekrutdepot i Rendsborg.
Det var et udsøgt Korps. Lamme og stramme, døve og blinde osv. Det første Mandefald havde vi ved Afrejsen fra Haderslev, idet en Mand paa Grund af Epilepsi faldt om ude i Storegade. I Flensborg faldt den næste fra.
At jeg ikke var tilfreds med Indkaldelsen, siger sig selv. Flere Gange havde jeg begæret at blive naturaliseret, men hver Gang blev det afvist, og saa oven i Købet blive indkaldt til Soldat i min Alder, og det til et saa bedrøveligt Korps, det var dog for galt. Min Protest udeblev da heller ikke.
Jeg skrev omgaaende til Provinsregeringen i Slesvig, at jeg var indkaldt til Soldat i Rendsborg og begærede mit Naturalisationspatent udstedt. Svaret blev et Afslag, men med en Tilføjelse om, at efter et Aars upaaklagelig Tjeneste var det maaske muligt, at jeg kunde blive naturaliseret.
Dette Svar syntes jeg ikke var tilfredsstillende, hvorfor jeg omgaaende svarede, at til en Handel var der altid to Parter, Køber og Sælger, og var Vilkaarene for Handelen for den ene af Parterne uantagelig, blev Handelen ikke til noget, og jeg kunde ikke acceptere de usikre Vilkaar for Erhvervelsen af prøjsisk Statsborgerret, og forlangte derfor, at Provinsregeringen foranledigede mig hjemsendt.
Herpaa fik jeg intet skriftligt Svar, men jeg fik af min Korporalskabsfører Ordre til at indfinde mig paa Skrivestuen den 13. November om Formiddagen.
Her meddelte Chefen, en Løjtnant, mig Svaret fra Regeringen. Det gik ud paa, at jeg ikke blev hjemsendt, før den Troppedel, til hvilken jeg hørte, blev hjemsendt, og i en barsk Tone sluttede han: „Har De forstaaet?”, hvortil jeg spagfærdigt svarede ja.
Men i Mellemtiden var vi Rekrutter en Dag blevet ført op i en Skolegaard for at tages i Ed af Bataillons- kommandøren, en gammel, skægget Major. Efter at vi var opmarcheret, og der var kommanderet ret, traadte Majoren hen foran Fronten og spurgte, om der var nogen, der af en eller anden Grund ikke mente at kunne aflægge Faneeden, for saa skulde han træde frem. Øjeblikkelig traadte jeg et Skridt frem, hvorefter følgende Replikskifte fandt Sted: Majoren: Hvorfor kan De ikke aflægge Faneeden?
Jeg: Jeg har ikke tysk Statsborgerret.
Majoren: Hvor er De født?
Jeg: I Lunding, Haderslev Kreds.
Majoren: Saa er De Prøjser.
Jeg: Nej, Hr. Major.
Majoren: Er De gift? Har De Børn?
Jeg: Ja, Hr. Major.
Majoren: Saa er De Prøjser.
Jeg: Nej, Hr. Major.
Majoren: Har De Ejendom?
Jeg: Ja, Hr. Major.
Majoren: Saa er De Prøjser!! (Majoren var nu blevet vred i Knolden).
Jeg: Nej, Hr. Major, og jeg vil tillade mig at levere Hr. Majoren Bevis for det, naar mine Papirer ankommer hjemmefra, enten i Morgen eller i Overmorgen.
Majoren: Skrub af over i det Hjørne!
Jeg tøflede over i det paagældende Hjørne af Skolegaarden og blev der, til Edsaflæggelsesceremonien var forbi.
Et Par Dage senere leverede jeg Majoren Beviset for, at jeg ikke var Prøjser, og saa havde jeg Fred for ham.
I Slutningen af Oktober 1915 var Rekrutdepotet blevet overført til 2. Landstormsbataillon. Nu gik det roligt en Tid, bortset fra Rivninger med de hjemlige Myndigheder,, fordi min Kone havde faaet udstedt Pas som Udlænding. Det syntes jeg var meningsløst, naar hendes Mand var i tysk Militærtjeneste.
En skønne Dag fik jeg dog ved Appellen Ordre til at indfinde mig hos Kompagniføreren, en Overløjtnant. Han havde en Erklæring liggende til mig til Underskrift. Da jeg meldte mig hos Overløjtnanten, oplæste han en Erklæring for mig. Det var Faneedsformularen. Derefter spurgte han: „Vil De underskrive?” Jeg nølede lidt med Svaret. Saa spurgte han anden Gang: „Vil De underskrive?” men han gjorde det med et Blink i Øjet og i en Tone, som vilde han sige: „Du er godt dum, hvis du gør det.”
Nu havde jeg dog fattet mig og svarede: „Ja, jeg vil underskrive, naar jeg har Papirer paa, at jeg er prøjsisk Statsborger.” Saa kom de ærlige Ord fra Kompagniføreren: „Ja, det staar ikke i min Magt at give Dem disse, og det staar heller ikke i min Magt at tvinge Dem til at underskrive!” Saa havde jeg Fred for Faneeden til Februar 1916.
(… fortsættes til februar 1916)
DSK-årbøger 1949