Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 24. novbr. 1915

Kære Inger og små piger!

Tak for jeres sidste besøg, børnene taler vist derom endnu. Jeg håber da, at I er kommen godt hjem, og at der ikke har været noget i vejen derhjemme. Det er godt, at bedstemor kan være hos jer. Jeg vil håbe, at vi bliver her så længe, at du kan besøge mig igen og, hvis det er muligt, tage lille Agnete med herop. Alt er roligt her endnu og går i den gamle gænge. Plants er ikke kommen hertil endnu, og vi længes heller ikke efter ham…

Nu da vi har fået underofficer Hagge, som du jo nok kender, kan det sagtens gå an at være her, før var det en slem tid. Hvorfor den slyngel, jeg mener min forrige underofficer, således ville plage mig, det forstår jeg ikke, men han havde ikke været ved fronten før. Hagge derimod har været der, så han forstår bedre, hvad det er at være soldat. Det er ikke hans ønske, at vi skal plages. Havde vi haft fred, så kunne vi nu have sunget, ind under jul, hvor er det trist, og alle de mange andre gode sange ved vore møder i gymnastikhuset, men nu er det kommet helt anderledes, og så er det godt at have alle de gode minder at leve på, fra en svunden tid.

Den tid, som vi nu oplever, skulle gerne sætte sit præg på os for livet senere.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.