Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, fredag d. 5. nov.

Kære Jørgen!

Du skal rigtignok have mange tak for dit brev, jeg blev helt godt i humør ved at læse det. Det var som dukkede der et lille håb op om, at det måske kunne gå bedre, end vi har tænkt os det…

– Nu er det jo først, man biir klog på, hvordan de herrer skal omgås. Jeg morede mig over, at han havde sagt det om konerne ved parolen. Han tør ikke sige det til os, og så får 1 det bagefter, det er heller ikke nogen heltegerning. Jeg gad vide, om han har fået de cigarer. Det var skam nogle fine med mavebælte på. Vi havde så travlt, da vi købte dem, så vi tog lige for hånden, og betalte dem vist dyrt, 30 pf pr., styk, der var 25 i kassen. Nej, det skulle vi vist hellere have ladet være, og den soldat skulle nu heller ikke have set det. Det var ham, som talte til os, da vi ordnede din kuffert inde i salen…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.