Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Husum d. 3. november 1915

Kære Inger! …

Resultatet af appellen blev, at det hele blev kasseret, og vi måtte møde igen den følgende dag kl.l. Det er i vor fritid, og det er derfor at feldweblen* hitter på sådant. Han kan ikke unde os at have frihed. I formiddag har vi holdt en lille øvelse for majoren, som hedder Gotse. Han lader til at være en stram soldat, men jeg tror ellers at han er et godt menneske. Ved talen, som han holdt i går, sagde han, at han ville hjælpe enhver, især af de ældre som havde familie, til at få orlov. Det var noget, som gjorde indtryk på os. Havde jeg nu ikke været tildelt transporten, kunne jeg måske være kommet hjem til jer en lille tid, du kan jo godt gøre et forsøg derpå, kære Inger. Det koster jo ikke noget. I formiddag spurgte han enhver af os, hvor vi var fra, samt hvor gamle vi var, og han sagde, at det ikke nyttede stort at sende de ældste af os til fronten, for vi kunne alligevel ikke holde det ud. Så det kan jo være, vi slipper lettere derfra, end vi tror. Da vi så kom hjem i middags, sagde løjtnanten, at vi havde fri hele eftermiddagen. Plants stod ved siden af. Det har nok ikke passet ham, den herre…

Ved parolen i går aftes blev det oplæst for os, at det var umilitærisk at sende vore koner ned at spørge os fri. Så nu ved vi, hvad vi har at rette os efter for fremtiden, men det har vi ikke behov at bryde os stort om. Har han måske fået cigarerne som vi talte om?

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.

*Se leksikon