Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, påbegyndte han og hustruen, Inger, en 3 år lang korrespondance om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

(Siden sidste brev er det lykkedes for Jørgen Friis at komme hjem på orlov. Efter orloven begynder hverdagen igen. Dele af bataljonen gøres transportklar, derfor er Inger Friis’ næste besøg i Husum måske det sidste, før Jørgen Friis afgår til fronten.)

(Poststempel: Husum 21.10.1915)

Kære Inger …

Jørgen Lindberg, Hans Højer og jeg gik så en lille tur ud igennem Rodemis. Det er meget smukt derude, og vi havde meget at tale med hinanden om. H. Højer er jo fra Astrup og har været her siden maj. Han kan ikke få orlov, da hans bror er gået over grænsen, og det er meget kedeligt for ham. Han er et meget flinkt menneske og er jo af samme mening som vi, så vi kan godt sympatisere med hinanden. Nu er jeg så havnet her i Petersens gæstgivergård, som du jo nok kan se på papiret. Her vil jeg spise til aften, da jeg ikke har lyst til at komme hjem i kasernen og til selv at smøre mad. I dag har vi også fået lønning, så nu er jeg ved mønten. Det gav ialt 3 M 80 pf, men det vil svinde slemt i pengene til aftensmaden, de skulle jo ellers vare i 10 dage… Det er jo gået hurtigt med at få roerne taget op og kørt hjem. Det er godt, at det arbejde så er besørget. Vil du ikke nok bede karlene om at få runkelroerne dækket med halm og jord, for det vil vist snart til at fryse. Sidste år fik vi en del roer fordærvet på grund af frosten, det måtte ikke gerne ske i år…

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.