Da 36 årige Jørgen Jensen Friis i 1915 blev indkaldt som tysk soldat, blev det begyndelsen på en 3 år lang korrespondance mellem ham og hustruen Inger, om hvordan Jørgen bedst holdt sig ude af farezonen og Ingers arbejde med at drive gården Hauge i Fjelstrup videre.

Fjelstrup, d. 1. sept. 1915

Kære Jørgen!

Jeg synes ikke rigtig, jeg kan komme i gang med at skrive til dig i aften, for det er så kedeligt med den ansøgning, jeg stolede på landråden, men nu gør jeg det ikke mere. Man kan næsten ingen stole på mere, der er så meget ondt i verden for tiden. I dag har jeg fået det skriftligt fra landråden gennem Thaysen, at han anerkender ikke, at det er nødvendig, at du kommer hjem.

Gården er ikke stor nok, vi har karle nok, og jeg har to svogre i nærheden som kan have opsyn. Ja, er det ikke fortrædeligt, som om landråden har den mindste forstand på at drive en gård. Hidtil er det gået godt med høsten, men det værste er jo da også tilbage, og nu hælder det vand ned, så det hele kan blive broget nok endnu. Jeg må vist hellere selv komme ud til den herre igen, for nu har jeg måske mere mod end den første gang. Da vidste jeg heller ikke rigtig, hvor meget jeg turde sige, men nu har jeg afslaget skriftlig. Ja, sikke dokumenter man får samlet sammen. At man sådan skal tigge. Vi bilder os ind at være frie folk; men de tider er nok forbi, Gud alene ved, hvordan de næste bliver, om bedre eller ringere. Jeg er så ked af det hele, hidindtil er det ellers gået så godt, men det er jo den orlov, jeg har gået og glædet mig til, nu synes jeg alting ser så sort ud. Men det kan jo blive godt igen, måske kommer det alligevel inden vi tænker på. Thaysen telefonerede i morges, at han havde fået brev fra dig, og nu ville han selv gå til landråden igen, det kunne jo da være, at det kunne hjælpe. Jeg tror nok, at det gør Thaysen ondt, at landråden ikke vil anbefale den…

I morgen skal Andreas Kay, Kristian Rasmussen og Peter Huberg melde sig i Haderslev, fortalte post Gellert, de to første er af andet opbud. De mangler nok folk; men det går jo også strengt til i Rusland. 84’erne lider nok meget der, skriver Niels Nissen hjem. Nu ses vi jo så på lørdag, kunne du endda være på banegården og tage imod os, men jeg kan jo få et bybud til at tage min kuffert. Skal vi så ikke gå lige til Hensens G. og spise til aften der hos dig, og så følges ad hen til Fru Petersen, når børnene skal i seng? Så sparer vi de 1,50 M. Bothilde kommer nok herover på søndag, så kan lille Agnete jo sagtens. Nu masser af kærlige hilsner fra os alle fire.

Din heng. Inger.

Kilde: Annette Østergaard Schultz: ”Mellem Fjelstrup og Fronten. Inger og Jørgen Friis breve 1915-1918”.