H.P. Jørgensen fra Olmersvold ved Vollerup vest for Åbenrå havde aftjent sin værnepligt i marinen. I juni 1916 blev han overflyttet til SMS Najade. Her førte han en drivertilværelse med lang orlov mod små gaver i form af høns og brændevin.
En Gang imellem måtte jeg med Vagtmesteren i Land, og så stod den på Kaffepunche. Han havde sin Stamcafe nede ved Havnen. Konen var fra Sverige, og der kunde vi få „Aalborger”. De blev serveret i Kantinekopper med strøget Mål, så det var nogen værre Hybenkradsere.
Jeg måtte jo betale. En Aften havde han fået flere af vore Underofficerer med. Først fik vi et Par Øller med Steinhager til, og så Kaffepunche. Da vi havde fået to, sejlede „Sanitats-Obermaaten”, ved den tredje skred „Skrivermaaten”, og ved den fjerde måtte „Oberfeuerwehrsmaaten” af Sted. Nu var vi kun tre tilbage, Vagtmesteren, en Underofficer og jeg. Men ved den femte måtte Underofficeren give op, hvor nødig han end vilde. Vagtmesteren og jeg kneb endnu en til, men så kunde han heller ikke mere, og jeg måtte have ham under Armen for at støtte ham.
Værst var det, da vi skulde om Bord. Landgangsbroen var lang og smal og uden andet Rækværk end et Tov. Jeg måtte gå bag ham og holde ham med begge Armene, for at han ikke skulde falde over Bord. Netop som vi rundede Falderebet, så jeg Officeren, der gik sin Runde. Vi var dog forsvundne, da han nåede om Bord. Hans Forespørgsel hos Vagten, hvem det var, der var gået om Bord, gav ham ingen Oplysning. Vagten havde nemlig intet set. (Han modtog os ellers med et smørret Grin.)
Men da Officeren gjorde sin Runde på Skibet, rendte han på Skrivermaten, som stod og brækkede sig over Rælingen. Resultatet blev, at vi alle fem, med Vagtmesteren ved den øverste og jeg ved den nederste Ende, stod til Rapport. Chefen havde svært ved at holde sig alvorlig, kunde man se, og uden videre Forhør straffede han os allesammen ved at nægte os Landgang i fjorten Dage. Værre blev det dog ikke.
Vagtmesteren var til daglig meget brøsig i Tjenesten, men han mente ikke det ringeste med det; tværtimod hjalp han os efter bedste Evne ud af enhver Forlegenhed. Han var meget afholdt af Mandskabet. Han var Polak og havde en Kornforretning ved den polske Grænse. Forretningen var dog blevet ødelagt i Begyndelsen af Krigen. Ved nærmere Kendskab var han ikke mere tysk, end jeg var.