Matthias Møller fra Sønderborg gjorde krigstjeneste i Reserveinfanteriregiment 69. Efter at have været indsat ved bl.a. Somme i 1916, blev regimentet flyttet til østfronten i foråret 1917. Den 13. juni afløste hans regiment tyrkiske tropper ved fronten i Galizien. Russerne var i fuld gang med at forberede Kerenskij-offensiven, der skulle begynde 1. juli. Om formiddagen brød helvede løs.
(… fortsat)
At det måtte vare Indledningen til en større Aktion, var vi ikke mere i Tvivl om. Hvis dette skulde blive ved lige så længe, som vi havde oplevet det i Vesten, så Gud nåde os. Vi var tilsyneladende kommen tidligt nok til Østfronten.
Men Taktikken var dog anderledes i Øst end i Vest. Efter 2-3 Timers intensiv Ild begyndte den allerede at tage af, og en Del Batterier skød nu længere bagud. Altså ud af Dækningen og Maskingeværet på Plads.
Geværskuddene smældede allerede forude, så Angrebet måtte være i Gang. Vi havde ikke fri Udsigt til anden og første Linie. Foran os var en Strækning på ca. 150 meter, som var rømmet for alle Træer og Buske. Derefter kom et smalt Bælte med mindre og større Træer, som tog Udsigten.
Terrænet var meget bakket og på Grund af Bevoksningen meget uoverskueligt. Således kunde vi kun se en ca. 50 meter til højre og ca. 150 meter til venstre. Dette gav os en vis Utryghedsfølelse. Det Område, jeg lige har nævnt, blev beskyttet af to af vore svære Maskingeværer.
Flere og flere Kammerater strømmede tilbage, og deriblandt mange Sårede. De fortalte, at Russerne angreb med store Styrker. Første Linje havde de overrendt, og anden Linie vilde sikkert ikke kunne holde ret længe.
De Kampdygtige tog Stilling bag ved den udgravede Jord bag den tredie Linie. De kunde således skyde hen over os.
Efter nogen Tids Forløb måtte anden Linie også rømmes, Og lidt over Klokken 12 begyndte Russerne at gå frem mod tredie Linie. De dukkede op i det ovennævnte Skovbælte foran os.
Og dermed begyndte vor Indsats. Vore to Maskingeværer begyndte at rase. En Regn af Kugler fløj ud over Terrænet. Bare Geværerne ikke vilde gå i Stå! De arbejdede dog, som de skulde. Kun små Standsninger, det var altid en Patron, som ikke sad rigtig i Bæltet, og Fejlen kunde hurtigt afhjælpes. Alvorlige Standsninger havde vi ingen af.
Det ene Bælte med Patroner efter det andet fløj gennem Maskingeværet, og Kuglerne sprøjtede ud af Løbet. Patronhylstrene dannede snart et helt lille Bjerg foran Geværet og nåede helt op til Løbet, så vi med Mellemrum med en Stok måtte rage dem til Side. Kølevandet kogte, så Dampen stod i en Stråle ud af Ventilen og dannede en hel lille Sky.
Havde det været i Vesten, vilde vi snart have været skudt sønder og sammen af Artilleriet, men her manglede tilsyneladende et Samarbejde med Infanteri og Artilleri. Stadig måtte vi sende Bud efter ny Ammunitionsforsyning.
Russerne forsøgte Gang på Gang at gå frem til Angreb. Men de måtte opgive Foretagendet. Det var ikke muligt for dem at komme frem over det åbne Terræn mod de to Kuglesprøjter. Flere og flere Infanterister var kommet tilbage fra de første Linier og deltog nu med en velrettet Geværild at holde Russerne i Skak.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1944