af Hans Jørgen Lysholm, Viborg.
Interview i 1971 med Fhv. mejeribestyrer Erik Oluf Jepsen på Mælkecentralen i Haderslev. Optaget på spolebånd, som er i undertegnedes besiddelse.
Erik Jepsen fortæller om ”Kongeågrænsen” og Genforeningen. Der er også minder om hans egen familie og situationen under det tyske styre. Endelig har Erik Jepsen personligt overværet situationen i Kiel i 1918, hvor de tyske matroser i de sidste dage før våbenstilstanden, gør oprør mod deres officerer.
Erik Oluf Jepsen, Født 13/08-1891 i Aastorp, Taps sogn, Død 27/02-1979 i Haderslev
Gift med Metty 1896-1956
Fortsat fra den 20. juni.
En strid om flag
Jepsen fortæller også en lidt indviklet beretning fra Vojensgård. En polak havde hejst det tyske flag på kejserens fødselsdag, og den dansksindede ejer havde revet flaget ned igen. Det blev han anmeldt for. Det var en alvorlig sag, der kunne give en lang straf med fæstningsarbejde og trillebør.
Også her glattede amtsforstanderen ud. Flaget var vendt forkert, og så var der jo ikke noget at sige til, at den gode tyske statsborger, som ejeren på Vojensgård var, havde taget flaget ned. Han ville jo ikke vise mangel på respekt for det tyske flag.
Hvad der var op og ned i den sag, vidste Jepsen ikke, men manden gik fri. Amtsforstanderen blev afsat. Han gik danskernes ærinde. Så kom der en ny amtsforstander. Engang var han til møde i Haderslev – hesteforsikringsmøde. De fik nogle dramme, og da han kom ud på gaden, så sang han ”Kong Christian stod – – ”. Så var han afsat!
”Nu kunne de ikke finde nogen. Til sidst fandt de pastor Schmidts søn fra Bevtoft. Han var tysk men en flinke mand. Vojens var jo en rigtig tysk by med alle de embedsmænd, men omegnen var dansk”.
I 1914 søgte jeg udrejsetilladelse til Amerika, fortsætter Jepsen. Det fik jeg bevilget lige da krigen brød ud. Jeg var på Kildevæld mejeri oppe ved Randers, men så blev jeg indkaldt. Det var vist d. 31. juli. Vi blev sejlet over til Sjælland. Fiskerne på kajen råbte, at så snart vi kom ud i Kattegat, blev vi plaffet ned af tyskerne. Der skete nu ikke noget.
Vi kom til Slagelse. Efter 4 timer var i iklædte og bevæbnede med bajonet og 10 skarpe skud. Så blev vi kørt ned til Stigsnæs. Vi havde strandvagten fra Skælskør til Karrebæksminde. Jeg var kun 6 uger i sikringsstyrken, så blev jeg hjemsendt, og jeg kunne rejse til Amerika, hvis jeg ville.
Så kom der et brev til mig på mejeriet. Jeg husker det så nøje. Det kom en søndag. Præsten havde 2 kirker. Undervejs mellem gudstjenesterne i de 2 kirker, kom han ind til mejeribestyreren med brevet. Det var til mig. Det var fra nogle folk i Haderslev. De kendte mig som ”a mejerist fra Styding.” – om jeg kunne komme og passe deres mejeri? Min svoger var allerede på mejeriet, og jeg læste det som om, at han ”var dragen af.”
Jeg ville ikke rejse – – ville ikke rende af pladsen. Mejeribestyreren så brevet og sagde til mig, at han godt kunne få en afløser for mig, og dernede – i Slesvig – kunne de ikke få nogen, så jeg måtte gerne rejse, hvis jeg ville.
Jeg kom til Haderslev med ”a tog”. Da jeg kommer ind på mejeriet, gik min svoger der. Jeg spørger ham om, hvad det skal betyde.
I Jepsens erindring står hele situationen klar. For mit vedkommende – ja, så forstår jeg det meste, selv om der er uklarheder.
Jo, hans far var tysk og hans mor var dansk. Hans brødre og hele familien var tysk, men han var dansk. Han drillede tyskerne, hvor han kunne komme til det. Så blev han indkaldt til Kiel. Derfra blev han flyttet til Köningsberg, hvor han skulle ligge i 3 år. Derovre holdt han ”Modersmålet.” En tysk officer kaldte ham til sig, og fortalte ham, at han ikke måtte læse denne dansksprogede avis. Min svoger holdt fast i, at han ville følge med i det, der skete på hans hjemegn, og det kunne han læse i ”Modersmålet.”
Så blev han som straf forflyttet til en bataljon i Berlin. Den var kendt for den strengeste eksercits. Derfra kom han til Kiel. Han skulle være mariner og sendes 3 år med flåden til et af Tyskland styret område i Kina. Inden afrejse fik han orlov til en hjemrejse, men i stedet for at stå af toget i Flensborg og få ”et stempel” rejste han videre og flygtede til ”Det gamle Land.” Dér blev han.
Denne beretning bringer Jepsen på sporet af en anden hændelse. Han fortæller, at de krige kom, ja så kom der også soldater til grænsen mellem Tyskland og Danmark. Der gik med 100 meters afstand mellem hinanden. Hvis man skulle over, gjaldt det om at komme over, når de gik fra hinanden. Så var det en lørdag aften i 1916 eller 1917. Der kom 5 mand fra Feldsted. Jeg kendte dem godt. De skulle stille i Åbenrå mandag morgen – til soldatertjeneste. Nu kom de og spurgte, om jeg kunne hjælpe dem over. ”Lille folkes – så er det o a sille kant”, svarede jeg. ”Vi skal langs”. Jeg spurgte, om de havde dåbsattest med – det havde de.
Vi kørte op til Torning ved Christiansfeld. Lige før Frederikshøj stoppede vi. Til venstre for vejen var der en lille skov. Dér kom de over. På det sted er der ingen å. Taps Å kommer først hen ad Skoverup til.
Og Jepsen fortæller videre om en anden situation, hvor det lykkedes folk at komme over. Det var en mand fra kreditbanken i Haderslev. Han var på jagt ved Stepping – tæt på grænsen ved Højrup.
Så affyrede han 2 skud. Derefter løb han, alt hvad han kunne hen til en grænsesoldat og spurgte pegende: ”Så du også de 2 harer”? Grænsesoldaten blev noget forvirret, og så var manden fra Haderslev allerede på den anden side af grænsen.
Herefter fortæller Jepsen, at hen mod slutningen af krigen, blev det efterhånden mere småt. Det var ikke sådan, at man sultede, men man fik ikke nok at spise.
Historien fortsættes den 27. juni.
Viborg februar 2013
Hans Jørgen Lysholm (lærer og tidl. efterskoleforstander)
Lysholmfoto.dk.