I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

I krigsårene blev der udgivet 4 små hæfter kaldet “Julehilsen til Soldaterne“. Det første hæfte blev udgivet 1914 og de næste i de følgende krigsår 1915, 1916 og 1917. Alle hæfterne er udgivet af Thade Hans Marius Petersen (1866-1949), der var præst i Haderslev fra 1905-1940.
1914-hæftet er indbundet i et stift blåligt lærredsomslag og er en lille smule større end de senere udgivelser. De andre 3 er i grønt omslag af karton. Det første hæfte er trykt i Kolding, mens de andre er trykt i Aabenraa (i 1915) og Haderslev (i 1916 og 1917).

Mens hæftet fra 1914 primært indeholder kristelige og opbyggelige tekster og illustrationer, indeholder de senere hæfter også en række tekster med hilsner til soldaterne fra hjemmet og soldaterkammerater imellem. Troen og håbet om en snarlig krigsafslutning præger de fleste bidrag til hæfterne.
Der er desværre sjældent angivet oplysninger, der entydigt kan identificere bidragsyderne.

Her følger en afskrift af Hans Knudsens beretning om julen 1916, der er trykt i hæftet fra 1917:

“Vi, som er herude, veed, hvad gode, lyse Minder er værd. Savn og Farer, Lidelse og Nød, Raahed og Grusomhed er den mørke Baggrund, hvorpaa disse Minder tegner sig for os.  Somme Tider kommer de over éen med en Magt, saa man kunde synke sammen og hulke i Graad af bare Længsel.   Til andre Tider er Hjertet som forstenet.   Man er træt, sløv, kan ikke mere, saa kommer Minderne og indgyder en Mod paa ny.  Men stærkest virker Mindernes Magt dog om Jul.  Enkelte lyse Minder har man da ogsaa herudefra.  Sidste Aar om Jul var vi nogle Landsmænd samlede på min Stue i en lille fransk By ved Aisne-Floden.  Hvor havde vi det rart!  Vi sang vore dejlige Julesange, læste Juleevangeliet, holdt fælles Bøn og læste saa nogle Julefortællinger.  Vi havde et lille Juletræ, og der var mange gode Sager paa Bordet fra forskellige Egne i Nordslesvig, nede fra Flensborg Fjord saa vel som oppe fra Grænsen, fra Als og ude fra Vestkysten.  Men mest mærkeligt var, at gamle Orgelbygger Jakobsen havde sendt Jakob Bork fra Kastrup et Kompas, som der af os blev gjort forskellige Bemærkninger til: Naalen viste altid mod Nord, mod Hjemmet o.s.v.; men ingen af os anede, at vor kære gamle Jakobsen allerede holdt Jul hjemme hos Herren.  Alle haabende vi paa, at vi næste Aar om Jul kunde være hjemme.   Ja, en af os – Lebæk fra Tirslund – er ogsaa hjemme, d.v.s. hos Herren.  Han bukkede under for Sygdom, svagelig som han var, og døde herude blandt Fremmede og blev begravet i Fremmed Jord. Men, saa vidt jeg veed, er alle vi andre endnu herude, splittede for alle Vinde, og vil sandsynligvis komme til at fejre Jul igen herude.  Det er strengt, men Herren giver Kraft, og Haabet om en god Fremtid for os og Jer derhjemme holder Modet oppe.   Vi vil ikke forsage, ikke bukke under for Sorgen og Savnet, naar vi tænker paa alle dem, som blev herude, men stille gaa vor Gang gennem disse Trængsels Tider.
Og vor kære Frelser vil hjælpe os, at vi ogsaa i Aar maa faa en god og velsignet Jul, saa vi ogsaa i Aar i sandhed kan synge:

“Nu vil vi glemme Sorg og Savn
og holde Jul i Jesu Navn!“.