Iver Gemmer fra Bevtoft gjorde krigstjeneste ved Reserve-Pionier-Bataillon Nr. 27.
Ved Kronprinsens Hærgruppe
1. Komp. af Res. Pion. Batl. Nr. 27 er den 20.6. 1915 paa March fra Thioucourt i sydøstlig Retning. Vi sveder, og jeg synes, at jeg slet ikke mere passer til den snævre Plads i Kolonnen. Selve Kolonnen synes jeg heller ikke er som før. Maaske, det er det store Antal „Ersatz“mandskab, unge Rekrutter og Frivillige, som siden i Fjor fra Tid til anden har udfyldt Hullerne i vore Rækker, der ikke passer sammen med de gamle Soldater. Knap nok Halvdelen af de oprindelige 240 Mand er tilbage.
Jeg beslutter at liste ud af Geleddet, og der er flere, der gør det samme. Vi trasker saa bag efter Kompagniet og naar hen paa Eftermiddagen til Villers sous Prény, hvor Kompagniet faar anvist Kvarter.
Vort Frontafsnit er Præsteskoven (Priesterwald), syd for Metz. Vor Kompagnifører, en aktiv Hauptmann, bliver Afsnitskommandør, og som saadan forlanger han efter en Undersøgelse af Forholdene, at de franske Stillinger skal stormes, da franske Minører har undermineret den forreste tyske Linje.
Der stormes den 4. og igen den 8. Juli, og Mandskaberne inddeles til mange forskelligartede Opgaver. Jeg tildeles den 8. Juli en Brandrørtrop, som har til Opgave, med særlige Brandrør at ryge Franskmændene ud af Dækninger og Stoller. I Hælene paa vort Infanteri gaar vi frem mod de franske Stillinger. Den første Skyttegrav er tom, og der kæmpes længere forude.
Den franske 7,5 cm Feltkanon arbejder nu paa Akkord og overstrør deres tidligere Skyttegrav med Granater. Efter Anvisning kaster jeg et hurtigt Blik til venstre og højre for at finde en Bølgeblikplade, der som Regel er Taget over Nedgangen til en „Minørstollen”. Lidt til højre er der en saadan, som jeg iler henimod, forfulgt af de franske Granater.
Om denne „Stollen” er besat, faar jeg ikke Tid til at undersøge, da flere Granater slaar ned omkring Indgangen. Min Entré bliver noget hovedkulds, og Bøssen vil, som altid, ikke med gennem den snævre Indgang. Den bliver udenfor og bliver ødelagt af Granatsplinter. Jeg selv tumler ind i det mørke Jordhul og kurer paa min Bagdel en halv Snes Meter i Dybet, til jeg naar Bunden.
Her faar jeg Tid til i Tankerne at skælde ud paa mine franske Kollegaer, der ikke, som vi er vant til, har lavet en ordentlig Trappenedgang. Jeg lytter i nogen Tid efter, om der er nogen hjemme i Lejligheden, men da alt er roligt, lister jeg mig forsigtigt fremad ind i Mørket og drister mig til at stryge en Tændstik.
Som jeg har ventet, er der i Sidevæggen i smaa Nicher med passende Mellemrum anbragt Tællelys, som jeg paa min Vej fremad alle tænder. Jeg naar frem til Gangens Endepunkt. Her er udgravet et Sprængkammer med Plads til et Par Tusind Pund Sprængstof. Over Kammerets Bund staar et Par Tommer Vand, overtrukken med en Hinde, som stillestaaende Vand ofte har. Ved den ene Væg ligger en Bunke Sandsække, og deri saas Aftrykket af den Legemsdel, man sidder paa. Aftrykket har den Vagtpost frembragt, der til Stadighed har opholdt sig her for at lytte, og til Tidsfordriv har han af blaa Syrenblomster, stukket forsigtigt ned i Vandet, dannet et Kvindenavn, sikkert den Kvinde, han holdt af og længtes efter.
Franskmanden er bleven vred for Alvor, og han overdænger det hele med Granater. Jorden gynger af Sprængningerne, og en ubehagelig, stadig Buldren slaar ned i Minegangen. Jeg forventer fransk Angreb, som dog udebliver, og hen paa Morgenstunden, da der er blevet mere roligt, lister jeg ud af min Hule og spejder i alle Retninger. Ene og forladt som jeg er, ved jeg intet bedre, end at søge hjem til mit Kvarter. Da jeg ankommer dertil, er Kompagniet opstillet, og Staben i Færd med at modtage Rapport om, hvad der er sket, og hvem der savnes.
Jeg melder mig hos Kompagniføreren „zur Stelle” og kommer straks i Forhør om mine Bedrifter og om Grunden til, at jeg kommer tilbage længe efter det øvrige Mandskab. Til min Forklaring om den voldsomme Artilleriild, der ikke var til at færdes ude i, forklarer Løjtnant Himmelsbach stilfærdigt: „Ja, det var jo en skrækkelig Ild“, og hans Udsagn befrier mig for yderligere Forklaring.
Løjtnant Himmelsbach, der ved Mobiliseringen blev indkaldt som Underofficer, er en meget særpræget Personlighed, faamælt og med en langsom og særegen Talemaade. I Civil er han Stadsbygmester, en fin og dannet Mand, og han behersker fremmede Sprog. Jeg har flere Gange hørt ham berolige de franske Husejere, naar vi i Krigens første Maaneder, ofte ved Nattetid, tog deres Husrum i Besiddelse for at faa Natteleje.
(… fortsættes)
DSK-årbøger, 1942