Senest ændret den 16. juli 2016 14:02
En unavngiven sønderjyde fortæller denne historie om begravelse af faldne venner og fjender
Kammeradskab (Set. Eloi – Vermandovillers).
I Efteraaret 1914 var mit Kompagni en Tid lang afkommanderet til at begrave de Soldater, Venner som Fjender, der endnu laa paa Slagmarken i Omegnen af Bixchoote og Langemark ved Ypern. Da der var Mangel paa Underofficerer, var jeg som en af de ældste forbigaaende udnævnt til Delingsfører, og jeg havde altsaa faaet 8 Mand, frivillige fra Hamborg, med for at afsøge og begrave de der liggende Lig.
Ved et Kornhæs fandt vi syv tyske Soldater, som vi, efter at have frataget dem Identifikationsmærke og de personlige Ting, vi kunde finde hos dem, jordede i en Fællesgrav, og efter at vi havde lavet et Kors af nogle Lægter, vi bandt sammen med et Stykke Hegnstraad, og pyntet Graven med Udrustningsgenstande, saa man kunde se, at det var tyske Soldater, der laa der, gik vi over en gammel engelsk Skyttegrav og kom over et Tjørnehegn ind i en anden Mark og fandt her en engelsk Soldat.
Da „Hamburgerdrengene” saa ham, udbrød en af dem: „Den lange Sportsmand smider vi bare i den gamle Skyttegrav og roder ham til der”, og saafremt jeg ikke havde blandet mig i Sagen, var den gamle Skyttegrav vel nok blevet Englænderens sidste Hvilested.
Jeg gav Ordre til at lægge Engelskmanden ned igen og jeg snakkede saa ganske roligt og fornuftigt med de unge tyske Soldater og især med ham, der var kommet med Forslaget om at smide Sportsmanden i den gamle Skyttegrav, og forklarede dem, at man under saadanne Forhold, som vi levede under, maatte regne med Gengældelse. „Vilde du, Kammerat Feich, der lige kom med Forslag om at smide Englænderen i den gamle Skyttegrav, — vilde du bryde dig om at komme til at ligge i en gammel Skyttegrav, halv fyldt med Vand, hvis du blev dræbt, hvad tror du, dine Forældre vilde tænke, hvis de fik Viden om, hvorledes du opfører dig her”.
Enden paa Forhandlingen blev, at Englænderen fik en Begravelse lig den, vi gav vore egne Kammerater.
Faa Maaneder senere, omkring Maj Maaned 1915, fortalte en af mine Kammerater mig, at Feich var faldet, og at han i ca. 14 Dage havde ligget i et Ledhul, og at der var stor Sandsynlighed for, at han vilde faa Lov at ligge længe endnu, da Begravelseskommandoen ikke kunde komme frem til hans Lig, da der ingen Dækning var, og Egnen dér permanent var under Maskingeværild. Vi blev enige om at gaa hen til Stedet for at undersøge, om der var noget at gøre. Vi blev snart klar over, at vi ikke kunde faa Feichs Lig bort, men nogle Kammerater kravlede hen ved Siden af Liget og dækkede det ved Hjælp af deres Feltspader til med Jord.
