En anekdote af en unavngiven sønderjysk krigsdeltager

To Krigsleverandører.

Tre Artillerister, der laa i Omegnen af Warschau, fik under Krigen Besked om, at de kunde rejse paa Orlov. Forinden de kunde faa Lov til at rejse, skulde de dog henvende sig paa Aflusningsanstalten for at blive ren­set for ”Husdyr”. Tiden var knap, skulde de naa Toget den Dag, var der absolut ikke Tid at spilde med Aflusning, og da den ene af Soldaterne, — lad os kalde ham Hansen, — var bekendt med Skriveren paa Antalten, regnede han med at faa Attesterne uden alt for mange Dikkedarer. Sammen gik de tre Kanonerer, belæsset med deres Bagage, hen for at faa de eftertragtede Attester, uden at spilde Tid med at blive renset.

Ankommen paa Anstalten blev der optaget Forhand­linger med Skriveren, som dog ikke førte til det ønskede Resultat.—Saafremt de ikke vilde igennem Desinfektio­nen, fik de ingen Attester, og uden Attester var der ingen Adgang til Toget osv .

Der var kun 20 Minutter til Toget skulde gaa, og i sin store Nød trak Hansen i sidste Øjeblik et stort Stykke Pølse frem af Brødposen, holdt det under Næsen paa Skriverknægten, med Løfte om at Pølsen skulde blive hans, dersom han i Løbet af 0,5 kunde faa, de her tre Attester udfærdiget, med Stempler og hele Pibetøjet.

Tre Minutter senere havde Pølsen — samt Attesterne — skiftet Ejer og i strakt Galop gik det til Banegaarden.

Her viste det sig, at alle III. Klasses Vogne var overfyldt af Orlovsrejsende, men, havde man klaret Attesterne, skulde det da være som Pokker, kunde man ikke komme med Toget.

Ved at gaa frem paa Perronen og glo Lidt ind gennem Tog vinduerne, opdagede vore Venner en Kupé, — det var rigtignok i en I. Klasses Vogn —, hvor der kun sad en enkelt Person. Naturligvis var I. Klasses Vogne reserveret Officerer og lignende fine Herrer, men hvad, det var jo en Nødstilstand, og uden mange Forma­liteter entrede de tre menige Artillerister Kupéen.

Deres Medrejsende viste sig at være en svær, fed Herre, hyllet i en fin Pels, mageligt henslængt i det bedste Hjørne. Soldaterne fik anbragt deres Bagage i Nettet og under Bænkene, og paa Slaget 8,20 rullede Ekspressen af sted mod Berlin. I et dæmpet Sprog drøftede de tre Svende Situationen i sær det fine Rejseselskab, de havde faaet, og mu­lige Chancer for at blive smidt ud af den gode Vogn. Man havde takseret den civile Herre til at være ”Krigsleverandør”, — ”hvad skulde han ellers være” — mente Hansen. ”Han har været herude for at lave en ordentlig Forretning og tjene nogle Millioner, — det skal nok være en flink Mand, lad os bare være flink mod ham.

”Efter nogle Timers Forløb meldte Sulten sig og Brød­poserne kom frem, men— Ak og Ve, — der var kun nogle Humpler tørt Brød, Pølsen havde Hansen bortsjakret til Skriveren for Attesterne. — Det blev jo en mager Fore­stilling, men tørt Brød smager ogsaa, — naar man ikke har andet. En Slurk kold, sur Kaffeerstatning afsluttede Maaltidet.

Ved at se Soldaterne spise, blev den svære Herre ogsaa sulten, han fik rejst sig og, ——- ja, saa sprang Han­sen til, og hentede hans fine Læderkuffert ned, med et venligt ”Bitteschön”. Af Kuffertens Dyb hentede Herren fint Smørrebrød frem, samt en Flaske. Den fine Mad samt Snapsen udsendte en liflig Duft i Kupeen, en Duft der kildrede Soldaternæserne slemt. Uden at værdige de tapre Fædrelands forsvarere et Ord, langt mindre et Blik, fortsatte ”Krigsleverandøren” Spisningen og alle Soldaternes Haab om, at han dog skulde give dem et enkelt Stykke Mad, eller dog Resten af Flasken til Deling, glippede. Efter nogle kraftige Opstød pakkede ”Krigsleverandøren” Maden sammen igen og lod den, saavel som Flasken, forsvinde i Kufferten. Hansen var ikke saa flink denne Gang, og Tyksakken maatte selv faa Kufferten paa Plads i Nettet.

Efter at have røget en fed Cigar med Mavebælte, svøbte Herren sig godt ind i Pelsen, satte sig mageligt til rette i Hjørnet og slumrede blidt ind. Inden ret længe begyndte han dog at snorke meget eftertrykkeligt, og de tre Soldater skelede til hinanden som for at finde Raad mod Fredsforstyrreren. Ingen kunde lukke et Øje, ”Krigsleverandøren” holdt dem vaagen med sin Snorken og — naaja, Lusene begyndte ogsaa at blive vaagne.

Om det nu var af Snorkningen, eller fordi Varmen i Kupeen gjorde sig gældende, skal være usagt, men da Hansen saa et velvoksent Eksemplar af Slagsen komme ud af det ene Ærme, fik han en djævelsk Idé. Han tog Lusen og lod den lyd­løst forsvinde i ”Krigsleverandøren”s Pelskrave. Da Han­sen først havde faaet Idéen, var det ham en ren Sport at finde saa mange Lus frem, som bare muligt, og da Toget ved Midnatstid løb ind paa Banegaarden i Berlin var det en ret anselig Styrke, Hansen havde sendt paa Rekreationsophold hos ”Krigsleverandøren”.

Paa denne smukke Maade blev Hansen jo ogsaa ”Krigsleverandør”, mente hans to Kammerater, — og der var vel noget om det.

DSK-årbøger, 1941