I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.

Denne gang er det et udvalg af de små julehæfter, som blev udgivet af De nordslesvigske Frimenigheder under redaktion af frimenighedspræst Thade Petersen og sendt til de sønderjyske soldater i felten.

De findes i forskellige årgange og forskellige versioner, afhængigt af, hvilket trykkeri, de blev trykt på.

Hæfterne indeholdt digte, sange og hilsener fra Sønderjylland. De skulle trøste og styrke de kære i felten så langt hjemmefra med opbyggelige ord som f.eks. disse, der er fra julehæftet 1915 og underskrevet med initialerne M.A.:

“… hvor langt I end er borte fra hjemmet, enten I er oppe ved Yser eller nede i Serbien, i øst eller vest, så er I aldrig så langt borte, at Gud Fader ikke kan være Jer nær med sin trøst og med sin hjælp, når vi blot beder ham om det. (…)

Herhjemme kredser tankerne stadig om Jer derude, og mange gode bønner stiger op til himmelens Gud. Å, Gud FAder, for Jesu navns skyld, slå englevagt om vore kære, at de må komme frelst hjem igen. Giv os alle en god jul med din fred over os, og lad os så næste år få lov til at holde jul sammen, med fred over jorden, så menneskene kan fryde sig igen.”

I “De fire onde Aar” skriver J. Jørgensen om hæfterne:

“Blandt de Bud, der gik mellem Menighederne herhjemme og de unge ude ved Fronten maa nævnes ikke blot de forskellige Kirkeblade: “Nordslesvigsk Kirkesag”, “Sædekornet”, “Højskolebladet” o. a., men ogsaa det lille Hefte: “Julehilsen til Soldaterne”, der indtog en særlig Plads. Det var en Moder, Fru Lycke i Rødding, der fik Tanken, og Indholdet blev væsentlig skrevet af Kvinder.

Det lille grønne Hefte imødesaas med Forventning, naar Højtiden nærmede sig, og Nordslesvigs Kvinder gav det bedste, de ejede, deres Hjerter, ikke mindst de, der som Fru Lycke maatte miste kære, unge Sønner.

Julehilsenen til den første Jul (1914) indeholder dog mest Bidrag fra Mænd. Der findes det let gennemskuelige Mærke R. D., Sønderjydernes trofaste Ven hele sin Levetid, Otto Rosenstand i V. Vedsted, endvidere Navnene Olf. Ricard og Carl Koch, og fra Skovgaards Haand indeholder Heftet tre Tegninger: Det ægte Julebillede: Englene aabenbarer sig for Hyrderne, Vandringen til Golgatha, der taler om Lidelsen og om Frelsen gennem Lidelser, og Daniel i Løvekulen, en Trøst til alle dem der skulde færdes ude blandt Krigens Vilddyr.

Disse Smaastykker ejer endnu den oprindelige Friskhed, fordi de er skrevet ud af levende, bevægede Hjerter, og de har været til gensidig Styrkelse i Troslivet. Udgiveren, Præsten Thade Petersen i Haderslev, gør rede for, hvorledes Indholdet,

Naar det var tilvejebragt, maatte oversættes til Tysk for at blive gennemset af Generalkommandoen, inden Trykning kunde tillades.

Heftet bragte sin Del af Juleglæden til de kære i det fremmede, selvom Tonen blev tungere Aar for Aar.

“Julehilsen” 1917 fremtræder som Soldaternes værdige Gensvar paa Mødrenes Røster, og i 1918 indeholder Julehilsenerne en Lov og Tak til Gud med de inderligste

Velkomstord til dem, der var levnede fra det blodige Opgør.”

Peter Poulsen har fortalt om, hvordan julehæftet gjorde stort indtryk på ham, da han modtog det i 1916:

“Men Aftenens egentlige Midtpunkt og det, som gjorde den uforglemmelig for os, var en lille Bog, som var sendt mig fra Hjemmet, skrevet af forskellige under Titlen:

„Julehilsen til Soldaterne fra nordslesvigske Hjem”.

I den Bog var der en ung Hustru, som havde afskrevet en lille Sang: „Jeg ved det, Gud, jeg trænger til din Tugt”. Hun havde mistet sin Mand, som var faldet i Rusland.

[Vennen var Rytz, Peter Hendrik (1876-1916)]

Han var en af mine bedste Venner. Vi havde staaet sammen i Nationalitetskampen; vi havde saa tit baade i Mark og Skov talt sammen om Gud og hans Rige, og han havde mange Gange sagt til mig: „Du er en lykkelig Mand, at du er saa enfoldig, at du kan tro Bibelen, og hvad der staar i den, men det kan jeg ikke. Jeg kan ikke tro hverken paa Gud eller paa Djævelen eller paa Himmel eller Helvede, det er altsammen imod min sunde Fornuft,” og tit var jeg gaaet fra ham med et bedrøvet Hjerte.

Han blev indkaldt godt et Aar før jeg, og da han havde været inde en kort Tid, skrev han til mig: „Den Gud, som du ved, jeg hjemme ikke kunde tro paa, kommer mig saa nær her, at jeg ikke kan blive ham kvit, og i mine bedste Stunder finder jeg mig fuldstændig afhængig af ham.”

Vi vekslede en Del Breve sammen; han kom hjem paa en mindre Orlov, var nede hos mig at sige Farvel, og da vi kom udenfor  Gaarden, vendte han sig om, tog min Haand og trykkede den, og mens Taarerne trillede ned ad hans Kinder, sagde han: „Det bæres mig for, at jeg aldrig skal se Brændstrup mere.”

Jeg fulgte ham til Stationen; Sindsbevægelsen overvældede ham hvert Øjeblik; men kort efter blev han rolig igen, sagde Farvel til sin Hustru og sine fem smaa Børn og rejste for sidste Gang bort fra Brændstrup — for ikke mere at komme levende tilbage.

Faa Dage efter fik jeg atter Brev fra ham, hvori han skrev: „Snart gaar det til Fronten, men hellere gaa til Rusland og lægge mine Ben der, end gaa til Brændstrup og leve det gamle Liv.”

Han gik til Fronten og faldt derinde i Rusland.

Jeg fortalte Kammeraterne det udførligt, fortalte dem om hans Hjem, hans Hustru og hans Børn, og Alvoren greb os; det store Spørgsmaal brændte i vore Hjerter: „Mon det er den Vej, der er beskikket ogsaa for os?” Vi sang atter, bad sammen og følte os rigtig knyttet nær sammen.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).