Anmeldelse: Aner i krig – kilder fra Napoleonskrigene til 2. verdenskrig

Anmeldt af Christina Sandal Wagner

Redaktør: Per Hundevad Andersen. Forfattere: Per Hundevad Andersen, Rasmus Wichmann og Martin Bo Nørregård. 209 sider, 188,- kr. Udgivet af: Danske Slægtsforskere

Aner i krig er en yderst vellykket brugsbog indenfor slægtsforskning. Både for nybegyndere, men også for mere garvede slægtsforskere, der søger aner i nye retninger. Den omhandler forskning indenfor fire af de senere århundreders krige: Napoleonskrigene, De Slesvigske Krige 1848-1850 og 1864, 1. Verdenskrig og 2. Verdenskrig. Bogen er bygget op kronologisk med start i ca. 1800 og med slutning i ca. 1950.

Indledningen giver et godt overblik over hvad man kan forvente af bogen – og hvad man ikke skal forvente. Den kan dermed hurtigt til- eller fravælges, alt efter hvad man som læser søger:

“Man vil ikke i bogen kunne finde en detaljeret gennemgang af de enkelte krige ud fra en politisk eller militær synsvinkel – der er en righoldig litteratur, man kan dykke ned i. Fokus er derimod på de personalhistoriske kilder, der kan være relevante. Det vil sige kilder med informationer på personniveau, der kan være med til at belyse enkeltpersoners involvering i konflikterne.”

Den er skrevet i et overskueligt og letlæseligt sprog, som alle, der har interesse herfor, vil kunne forstå.

Der bliver beskrevet helt ned i detaljer, hvor man kan finde de forskellige oplysninger, man som slægtsforsker skal bruge til at komme videre i sin forskning. Hvor kan det findes, hvad skal man kigge efter og hvad skal man være særligt opmærksom på.

Ligeledes bliver der beskrevet hvordan f.eks. Landeværnet (Napoleonskrigene) var opdelt – i ni regimenter, ét for hver provins i Danmark og hertugdømmerne. Hvert regiment bestod af bataljoner samt fire øvrige kompagnier. Informationer som disse kan især være en stor hjælp for nybegyndere, der ikke kender til de forskellige inddelinger og niveauer – her er alle informationer samlet, så man ikke skal søge efter dem mange forskellige steder.

Bogen kan købes i boghandelen – eller lige her på foreningens egen hjemmeside.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *