Mads K. Gram var med i kongens følge, da han den 15. juli var på sin fjerde og sidste tur rundt i det genvunde Sønderjylland. Dette er anden del af hans beretning fra turen.
Følget kom imidlertid tilbage fra Kirken, Forsamlingen raabte Hurra, og Turen gik videre gennem Toftlund, Højrup og Arnum, hvor der hvert Sted blev gjort Holdt; Kongen blev budt velkommen, han svarede og trykkede de nærmeststaaende i Haanden.
Det var jo ikke alle Steder øvede Talere, der fik til Opgave at byde velkommen. Senere paa Dagen hændte det, at Følelserne og det usædvanlige tog Magten fra Sognets Repræsentant, saa han gik rent i Staa midt i Velkomsttalen og ikke kunde komme igang igen. Men Kongen hjalp ham, stod ud af Vognen, gik hen og trykkede Talerens Haand idet han sagde: “Ja, ja, jeg forstaar Deres Følelser, Dagen er kommet, da vi igen er blevet forenede. Danmark er virkelig ogsaa kommet til Deres Sogn. Jeg ved godt, hvad De vilde sige, og Tak skal de have for den store Trofasthed.
Landet og Beboerne var danske, men alligevel blev vi ogsaa den Dag mindet om Tyskernes Anstrengelser fra 1864-1920. Sidst i Halvfemserne, omtrent samtidig med at Køllerpolitiken satte ind, begyndte man at bygge Smaabaner i Nordslesvig. Officielt i Stedet for at udbygge større Landeveje gennem de forskellige Egne, men reelt for at styrke de overvejende tyske Købstader og faa et stort afhængigt Personale ansat spredt ud over Landsdelen.
Man forlangte det rette Sindelag af alle ansatte, enten det var Togpersonale, Stationsbestyrere eller Banearbejdere. Helst maatte de baade optrade som Tyskere og stemme Tysk ved Valgene. Stationerne laa tæt, og paa de fleste af dem blev der indrettet Udskænkning af Øl og andre stærke Drikke. Øllet hører jo til de tyske Lyksaligheder, og naar der nu blev givet Befolkningen let Adgang til at faa Del i dette “Gode”, endda i patriotiske Omgivelser og i Smaabanepersonalets regeringstro Selskab, maatte det vel efterhaanden faa Indflydelse paa den stædige dansksindede Befolkning.
Mellem Toftlund og Højrup var Smaabanen et langt Stykke lagt direkte langs med Landevejen. Nu traf det sig saadan, at Bilerne med Kongens Følge og et Smaabanetog, som kørte i samme Retning, kom til at følges ad et Stykke. Smaabanen ligger lidt højere, Vinden bar over mod Vejen, der var nylig skovlet Kul paa, saa Kulrøg og Os slog ned over de aabne Biler, mens Lokomotivfolkene lanede sig ud for at faa saa meget som muligt at se. Vejen var ikke fri, saa vi kunde satte Farten op, og Futtoget holdt sig ikke tilbage, men det var ikke med blide Følelser, vi i Førerbilen betragtede dette Genfærd fra Fortyskningstiden.
Tiset er en lille Landsby, men beskeden var den ikke, i hvert Tilfalde ikke den Dag. Alle andre Steder nøjedes man med at samles eet Sted for at hilse paa Kongen, men i Tiset havde man rejst Æresport baade ved Indkørslen og Udkørslen af Byen, og Beboerne havde delt sig, saa Bilerne maatte holde, og Kongen blev budt velkommen to Gange.
Om det nu var, fordi Tiset baade har fostret “Dannevirke”s første Redaktør, Peder Chr. Koch, og den første sonderjydske frivillige, som faldt i 1864, Hans Tjellesen Schmidt, jeg ved det ikke. Det kan ikke skjules, at Kongen paa den Maade kom til Gram, hvor der skulde gøres lidt Ophold paa Slottet, med nogen Forsinkelse, men værre blev det siden.
Grev Brockenhuus-Schack paa Gram hørte til de faa danske Adelsmænd, som ejede Jord i Sønderjylland, og som havde beholdt den gennem hele Udlandighedstiden. Desuden havde han Kaldsret til Præsteembederne i Gram og Fole, hvorfor der især i Gram har siddet dansksindede Præster, som ogsaa med Greven i Ryggen turde vedkende sig deres Danskhed. Greven boede i øvrigt paa Sjælland, og som dansk Undersaat kunde han ikke tage direkte Del i Nationalitetskampen, men Godsets Beboere med Godsinspektøren og Forpagteren i Spidsen var hans Repræsentanter i den Henseende, og han holdt dem ikke tilbage, naar de viste Lyst og Evne til at være med i forreste Linie. Resultatet viste sig da ogsaa, idet der ikke blev afgivet een eneste Stemme for Tyskland fra Gram Godsdistrikt ved Afstemningen d. 10. Februar.
Som Gram fra Naturens Haand er en Oase ved Begyndelsen til den flade Vestkyst, fandtes her ogsaa gode nationale Traditioner. Kongen tog altsaa ind paa Slottet for at nyde en Forfriskning.
I Slotshaven havde Beboerne samlet sig i stort Tal. Et Sangkor fra Østerlindet og Nustrup foredrog en Genforeningskantate, som tillige var indøvet i Haderslev og Sønderborg, men først her blev der Lejlighed til, at Kongen fik den at høre, endda kun delvis.
Kntaten var skrevet af Carl Dumreicher med Musik af Komponisten Peder Gram, hvis Slægt er hjemmehørende i Nustrup Sogn. Her i Gram blev Sangen ledsaget af et Orkester fra Haderslev, og der blev sunget tre eller fire Afdelinger, hvoraf nogle Linier lyder:
Vi saa dig, Danmark, som et Syn bag Taagen,
dit Moderblik holdt Sønnens Vilje vaagen.
Hvor fjernt vi gik, dit milde Billed fulgte,
og paa vor Kistebund dit Flag vi dulgte.
Se op, det Flag, der fik os til at græde,
slaar sine Farver om vor Gensynsglæde.
Og Kantaten sluttede med Bruset af Nationalsangen:
“Kong Christian stod ved højen Mast i Røg og Damp”.
Dagen var travl for Kongen, men Sangen trak baade ham og Dronningen ud paa Slottets Veranda hver med en Tallerken i Haanden, saa de samtidig kunde faa godt baade af Sangen og af Grevens Mad.
Bagefter kom Kongen og Følget ned i Slotshaven, hvor Forpagter Jens Høyer bød den kongelige Familie velkommen.
Han mindedes Kong Christian den Niende med det trofaste danske Hjerte. Efter 1864 maatte han med Sorg tage Afsked med Sønderjylland, men des større var Gladen nu, vi kunde byde hans Sønnesøn, Kong Christian den Tiende, velkommen iblandt os som vor og Danmarks Konge.
Nu hilste Kongen paa alle, som stod i Nærheden, og han bad Sangerne om at synge den sønderjydske Slagsang fra Fremmedherredommets Tid: “Det haver saa nyligen regnet, det har stormet og pisket i vor Lund”, og som slutter: “Viger ej ud af Spor, for vi kender det Ord, det har slet ingen Hast for den, som tror”.
Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: “10. februar.” København, 1939.