Johannes Buchholtz skrev nedenstående digt om en begivenhed, der fandt sted natten mellem den 16. og 17. juni 1920: Da danske jernbanefolk nedtog de tyske skilte på stationen i Tønder og erstattede dem med danske.
I den slørede juninat
var luften fredfyldt og lun
Over Tonderns første perron
fløj flagermus bløde som dun
Fra den stille, grønne marsk
Kun et langeligt brøl af en ko
Men på Tonderns første perron
Brødes den natlige ro
Danske jernbanemænd
med funklende huer på sned
satte beslutsomt en stige til
Og tog tyske skilte ned.
Ikke en sabel rasled
gennem den natlige fred
Man rejste bare en stige
og tog nogle skilte ned
Verden har mange sprog
men dansk, det er nu mit
Forunderligt – over første perron
stod Tønder, i rødt og hvidt
Sagte som plov vender muld,
eller bøg strækker roden i jord,
strakte mit land sin rod
så langt som de danske bor.
Fra digtsamlingen: Ravne og duer, 1921.
Hvis man på Tønder station venter på videre transport mod Niebüll, har man for det meste udsigt til stationsnavnet på stationsbygningen.
Her har man i 1920 sparet på udgifterne til at skrive det nye navn:
-o- er udstyret (så vidt jeg husker) med omlyd, og -n er raderet væk, efterladende en tom plads. I tilfælde af en ny politisk situation var der jo så plads til det gamle navn.