Edvard Abel Weigel var sergent og skriver ved Sønderjysk Kommandos II. Bataljon, der i maj 1920 skulle til Tønder og forberede Danmarks overtagelse af 1. zone.
Nu kom der gang i alt, fra Kolding kom Søm, Glas og Kit og Vindueshasper, Mandskab havde vi nok af så alt blev ordnet i Løbet af et par dage.
Værst var det med køkkenet. Så vi levede ved konserves, den eneste forandring var dåsernes åbning, en dag fra neden, en fra siden og en dag fra oven, det hang os langt ud af halsen.
Husk alt var på kort, både i Danmark og i Sønderjylland, hvor de tilmed intet havde at rationere.
Den tyske mark faldt dag for dag, særlige penge blev indført og trykt i 1’Zone (Plebecil) men Marken var stadig brugbar.
Oberstløjtnant og Adjudant red ud hver dag og søgte efter et sted, hvor vi kunne få et måltid rigtig mad.
Så en dag kom der en stor Lastvogn til hver Garnison, som skulle hente Naturalier (Kød, Fisk og Købmandsvarer i Esbjerg og Kolding). Vi skulle hver morgen pr. radio opgive styrken til Mad to dage forud, den skulle så afhentes dagen før, Vognene skulle standse ved den gamle grænse og efterses af Tolden, (Grænsens åbning fandt først sted den 12’ juni, da Kongen red over Grænsen). Breve og Pakker til Styrken skulle afleveres og hentes på Bataillons-kontoret, der var postkontor og alt skulle stemples af mig med et særligt stempel.
Ingen kunne rejse eller komme til os. Spiritus var forbudt at indføre. Postevand var bedre end en tysk Bajer.
En dag Chefen havde dårlig mave blev vores motorordonnans sendt ind og skulle skaffe en flaske Snaps, før måtte han ikke komme hjem.
Han fik én, vi slikkede os om munden alle fire (Chef, Adjudant, Skriver og Hjælpeskriver). Nu skulle der være fest i Gaden. Messetjeneren (Ordonnansen, Sognefogdens Søn fra Lem) serverede middagen: Labskovs og dertil et glas vand og så en snaps som vi alle syntes havde en lidt underlig lugt. Vi nippede til den, den smagte af Karbid og var ikke til at drikke. Sorg over hele Linien.
Hvad der blev udgydt af jammer er ikke til at skrive, men i Postmesterens Hjerne (undertegnedes Hjerne) begyndte det at dæmre tanken.
Næste dag fik Hjalmar (vores Chauffør) et forseglet brev til Chefen for Udleveringen i Kolding. Brevet fik han i sin strømpe nede i foden og så sin støvle på. Pengene havde han i den anden støvle (Husk alt skulle efterses af tysk og dansk told ved Kongeågrænsen).
Vi talte om hvordan han skulle komme over Grænsen på tilbageturen, det skulle han nok ordne. Det ordnede han i Vonsild, så da han kom til Grænsen, råbte han: ”Gå væk. Jeg kan ikke bremse.” Tolderne sprang væk og Hjalmar kørte til Christiansfeld, hvorfra han telefonerede til Grænsen, at han var ved smeden og få den i orden og om han skulle komme tilbage. Det skulle han ikke, men sørge for hans vogn var i orden,
Den dag og indtil senere måtte vores Hjælpeskriver servere Maden og åbne kassen som stod i mit skab. Fra den dag blev der spist på Jacobsens og mit værelse. Ah! Blev der sagt og set på hinanden med et stort Smil, men ingen spurgte. Senere kaldte Chefen på mig: ” Ja jeg vil kun sige. Tak for mad.” og rakte med den ene Hånd 10 kr. og afværgede med den anden, som han ville sige: ”Sig ikke noget.”
Privateje. Gengivet med venlig tilladelse af Ebbe Ottosen