10. februar 1920. “Flaget smældede og mine tanker var mange.”

Over hele Nordslesvig gik Dannebrog til tops på afstemningsdagen præcis kl. 08:00. Frederik Wilkens fra Agerskov skrev senere om de følelser, der fyldte ham.

”Det er noget stort for os mennesker at opleve, at nå et længe ventet mål, og så var det da ikke så underligt, at afstemningsdagen den 10. februar 1920 blev en af de store dage, som man aldrig glemmer, for da nåede vi jo det tidspunkt, da vi fik lov at stemme os tilbage til Danmark efter at have levet under tyskernes herredømme i 56 år, der så endte med den forfærdelige verdenskrig.

Det var længe forudbestemt, at på afstemningsdagen kl. 8 om morgenen skulle Dannebrogsflaget hejses i de enkelte hjem.

På slaget 8 stod jeg og hele mit hus klædt i festdragt rundt om flagstangen for for første gang at hejse Dannebrog. Flaget  smældede, og mine tanker var mange. Jeg grebes af en inderlig bøn til Gud om, at vi nu måtte få lov til at leve et lykkeligt liv oven på alt det sorte, der lå bag ved os under Dannebrog, at mit hjem og hele Danmark måtte få lov til i mange , mange år at blomstre under dette
flag.

Jeg ville have sagt et par ord derom til min familie, men jeg kunne ikke for bevægelse.

Vi sang så alle ”Hil dig vor fane” og da vi nåede det sidste vers Hjemkærligheden bor os i bryst, striden for freden kuns er vor lyst
måtte jeg igen standse og sige til Vorherre: Ja det det, vi ønsker, giv os din velsignelse dertil.”

Frederik Wilkens
Smedemester i Bovlund
Født den 14. februar 1871 i Bovlund

Gengivet efter bogen “Genforeningen i Tønder kommune- Udgivet af arkiverne i Tønder Kommune i 2020. Bogen koster 40,- kr. og kan købes ved henvendelse til ét af de lokalhistoriske arkiver i kommunen.

2 tanker om “10. februar 1920. “Flaget smældede og mine tanker var mange.””

  1. Hej,
    Mit kvikke barnebarn, Christian på 8 år spørger, om man måtte flage på halv med DANNEBROG under 1. Verdenskrig. Det er jeg i tvivl om, så kan i hjælpe en uvidende farmor.
    Spørgsmålet kom, fordi jeg lige har hængt små Dannebrogsflag på mit juletræ.
    Mange hilsener og god jul Christian og farmor🤶🎅

    1. Til Hilda Høeg Bossen.

      Tak for din kommentar.
      Det var forbudt at benytte Dannebrog i Sønderjylland indtil 1920, så man har heller ikke måttet flage på halv med det.

      Med venlig hilsen
      Hanne C. Christensen
      Museum Sønderjylland – Sønderborg Slot.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *