På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

(… fortsat fra 4. oktober 2020).

Tirsdag den 5. Oktober blev den første Rigsdagssamling da aabnet, hvor sønderjydske Folkerepræsentanter kunde indtage deres Sæde.

At det skete paa højtidelig Maade, er ganske naturligt. Gang paa Gang havde det sønderjydske Spørgsmaal voldt Vanskeligheder i Danmarks Historie, efter at den danske Konge gjorde Slesvig til et Hertugdømme under den danske Krone.

Gang paa Gang var der gjort Forsøg paa at faa en forfatningsmæssig Nyordning af Forholdet. Det førte til Krig og Fremmedherredømme for den danske Befolkning gennem mere end halvhundrede Aar, og endelig nu var det lykkedes at løse Spørgsmaalet paa den lykkeligste Maade. Frivillig og med Glæde havde Befolkningen stemt sig hjem til Danmark, og Danmarks Riges Grundlov var udvidet til ogsaa at omfatte de sønderjydske Landsdele.

Dagen indlededes med, at Rigsdagens Formænd og Aldersformænd
afhentede de sønderjydske Repræsentanter paa Hotellet for sammen med dem at køre til Gudstjeneste i Holmens Kirke. Vore Koner var kommet før os, og den gamle, noget mørke Kirke var fyldt, da vi blev ført op ad Midtergangen og anbragt paa de officielle Pladser.

Orglet satte ind og fyldte Rummet med et højtideligt Præludium; der blev sunget en Salme, og Præsten traadte frem for at takke og nedbede Velsignelse over Landet og Rigsdagens Arbejde.

Det var Provst C. C. Hjortkjær, som før havde været Kongeaapræst, men nu var i Kongens Lyngby, der forrettede Tjenesten den Dag. Det faldt naturligt, og hans hjertevarme Røst stemte os sikkert alle til Andagt og lod Viljen til at ville tjene Land og Folk komme frem paa Bunden af vort Sind.

Fra Kirken gik det til Christiansborg, men baade paa Hen- og Tilbagevejen blev vi flittigt lynskudt af Pressefotograferne.
Min Leverandør i Rødding fortalte mig bagefter, at han kunde følge Udviklingen baade med Hensyn til Hat og Overfrakke gennem Billederne i Bladene.

Rigsborgen paa Slotsholmen er en af de faa offentlige Bygninger
i København, der har en repræsentativ Beliggenhed.

Men saadan bør det da ogsaa være for en Bygning, der rummer baade Kongens Modtagelseslokaler, den danske Rigsdag og Landets Højesteret. Danmarks Konge, Landets folkevalgte lovgivende Forsamling og den højeste dømmende Myndighed. Christiansborg var nyopført, og der var rummelig Plads indenfor dens Mure.

I Danmark er det sjældent, at Kongen personlig foretager Aabningen af en Rigsdagssamling, men denne Gang ønskede han at være med. Det foregik i Rigsdagens Fællessal, der er indrettet til højtidelig Brug. En stor Sal med en mindre Loge ind til den ene Side, og som for Gavlvæggen har en ophøjet Del, adskilt fra selve Salen ved en Række Søjler.

I Logen havde de sønderjydske Damer faaet Plads. Nærmest Søjlerækken ved den ophøjede Del samledes de fremmede Diplomater og Landets højeste Embedsmænd, alle i stiveste Galla.

Rigsdagens Medlemmer havde Plads i selve Salen, medens Ministeriet stod paa Forhøjningen til højre for Tronstolen, der var anbragt midt for Bagvæggen. Kl. 12 traadte Hs. Majestæt Kongen og Dronningen ind fra Baggrunden, fulgt af Medlemmerne af Kongehuset samt enkelte af Hoffets Flerrer og Damer. Kongen og Dronningen tog Plads foran Tronstolen og Kongehusets øvrige Medlemmer til venstre for samme.

Nu traadte Statsminister Neergaard frem og overrakte Kongen Trontalen indlagt i en Mappe af hvidt Skind. Kongen modtog Mappen og indledede sin Tale saaledes:

“Danske Mænd og Kvinder, Folkets Repræsentanter! Naar jeg har ønsket at samles med Dem og selv aabne denne første Rigsdagssamling efter Genforeningen med de sønderjydske Landsdele, er det først og fremmest for at byde den sønderjydske Befolknings Repræsentanter et hjerteligt Velkommen i den danske Rigsdag og takke Dem for Deres store Trofasthed. Gennem lange og trange Aar har min højtelskede Bedstefader og Fader saavel som jeg selv med hele det danske Folk inderlig længtes mod denne Dag, og min Tak maa ogsaa gælde de Magter, som i højsindet Retfærdighedsfølelse mindedes Uretten fra 1864 og gav os Oprejsning for den. Med taknemmelig Glæde tænker jeg tilbage paa mit første Møde med de danske Sønderjyder efter den lange Adskillelse og paa den uforglemmelige Glædesfest, vi da fejrede med hinanden. Men nu er det Arbejdets Dag, som er inde, hvor vi i Fællesskab skal rejse det genvundne Land efter Krigsaarenes  Lidelser og med Agtelse for rodfæstede sønderjydske  Ejendommeligheder skabe den størst mulige Ensartethed mellem Forholdene Nord og Syd for Kongeaaen, et Arbejde, under hvilket vi ikke vil glemme Omsorgen for dansk Sprogs og Kulturs Bevarelse hos de Danske, som bor Syd for den ny Grænse«.

Dernæst fulgte Trontalens almindelige Udtalelser samt  Arbejdsprogrammet for Rigsdagssamlingen, og Kongen sluttede:

»Idet jeg hermed erklærer Rigsdagens ordentlige Samling
for aabnet og opfordrer Tingene til at forsamle sig under Aldersformændenes Ledelse, udtaler jeg til Slutning Ønsket om Guds Velsignelse over det betydningsfulde Arbejde, De nu skal begynde, saaledes at det maa blive udført i den rette Samfølelses Aand til det fælles Fædrelands Ære og Fremgang.
Dermed Gud befalet!«

Landstingsmand P. Bojsen udbragte nu et: »Kongen og Grundloven leve!«, der efterfulgtes af et nifoldigt Hurra, hvorpaa Kongen forlod Salen, og Højtideligheden var sluttet.

Nu blev vi da atter genforenede med vor bedre Halvdel, og det var heller ikke for tidligt at gaa i Snapstinget for at faa lidt Frokost inden Mødet i Folketinget Kl. 2.

Her aabnede Aldersformanden, daværende Forsvarsminister Klaus Berntsen, Mødet. Født i Fyrrerne havde han selv oplevet Danmarks Kamp for Sønderjylland i 1848-50 og Ulykkesaaret 1864. Hans Ungdomsvirke inden for Friskolen og Folkehøjskolen samt i Skyttebevægelsen havde været i Samklang med Mottoet: »Sønderjylland vundet, det er Kampens Maal«. Efter Genforeningen blev det nu Klaus Berntsens Opgave at byde de sønderjydske Rigsdagsmænd det første Velmødt paa Tinge. Idet Folketingets Medlemmer rejste sig, gjorde han det i en hjertevarm Tale, hvori han rettede en Tak til de sønderjydske Brødre og Søstre for deres Trofasthed mod det gamle Fædreland. Og han fortsatte stærkt
bevæget:
»For os ældre, der har oplevet det danske Folks Sønderlemmelse
i 1864, lyder det næsten som et Eventyr, at vort Haab virkelig er gaaet i Opfyldelse. Et trist Afsnit af Danmarks Historie er nu afsluttet, det danske Folk har set sit store nationale Haab gaa i Opfyldelse, saa vi kan sige med Digteren:
»Alt, hvad Fædrene har kæmpet,
Mødrene har grædt,
har den Herre stille lempet,
saa vi vandt vor Ret.«

Og Klaus Berntsen sluttede med et Leve for de sønderjydske
Folketingsmænd.

Derefter fik Refshauge Ordet. Han tolkede vor Tak for det »Velmødt«, der havde lydt til os i Dag, vor Tak til den Almægtige,
som styrer Folkenes Skæbne, vor Tak til vort Folk, der trofast havde fulgt os i de lange Udlændighedsaar. Han udtalte Haabet om, at vi maatte tale Dansk, saaledes at man forstod, vi vilde arbejde for hele Landets Vel, og han sluttede med et Leve for vort fælles Fædreland Danmark.

Ogsaa Refshauges Tale paahørtes staaende, og da Hurraerne var forstummet, gik Tinget over til Dagsordenen.

I Landstinget ledede P. Bojsen Mødet Kl. 2 ½ – Efter at der var nedsat et Udvalg til Valgbrevenes Prøvelse, vendte han sig til de  sønderjydske Repræsentanter og bød dem Velkommen til Arbejdet paa den danske Rigsdag. Under hans Tale havde alle Medlemmer rejst sig saa vel som Tilhørerne, der havde fyldt Tilhørerpladserne med de sønderjydske Kvinder i første Række.

Nu tog Kloppenborg Skrumsager Ordet for at svare, og han gjorde det godt. Hans Tale lød saaledes: »Paa mine Landsmænds og egne Vegne — vi, som nu sidder her i Danmarks Landsting — skal jeg bringe en Tak for det Velkommen, der har lydt til os fra Tingets Aldersformand.

Det er en stor Dag for os, nu, da vi træder ind i Tinget her. Dybe Følelser gennemtrænger mig i dette Øjeblik. Jeg stod i lange Aar i en Forsamling, hvor jeg ikke havde hjemme, dernede i Staden ved Spree mellem Tyskerne. Haabe gjorde vi altid paa, at vi skulde komme hjem til Danmark, men Maalet laa saa langt ude, at man i dette Øjeblik næppe kan tro sig selv, at virkelig det, vi har drømt om og stræbt efter i de mange Aar, er lykkedes.

Nu staar vi herhjemme i Danmark, og De skal have Tak, fordi De holdt vort Land sundt. Vort gamle Land har været større, men gennem Aarhundreder var det blevet mindre, og efter Ulykken i 1864 var det blevet saa lille, at mange den Gang mente, det kunde have ondt ved at føre sin selvstændige Tilværelse videre. Men det lykkedes.

De holdt Landet oppe, og De holdt ogsaa Haabet vedlige. De haabede altid paa, at den Tid skulde komme, da Danmark blev større igen, og vi skulde vende hjem.

Nu er Dagen der, og vi staar her i Danmarks Landsting. Det er hellig Jord, vi staar paa. Her paa Slotsholmen byggede fra først af Danmarks største Søn, Biskop Absalon, og efter ham har Danmarks Konger haft til Huse her, og Rigets bedste Mænd har staaet dem bi. Her paa Slotsholmen er der tænkt paa Danmark og arbejdet for Danmark i Aarhundreder. Nu staar vi paa den Plads, hvor Fædrene
stod, og vi føler, at vi staar der med den samme gode Ret som de andre herovre fra, thi vi er lige saa danske som de, og de lige saa danske som vi.

Naar vi nu træder ind i Arbejdet herhjemme, da vil jeg haabe, at det maa lykkes os at arbejde for det hele Land og det hele Folk, at vi maa føle os som eet Folk, Fynbo, Jyde og Sjællandsfar, og ingen tænke særlig eller alene paa sit, men alle paa det hele, at Danmark maa trives vel ved vort Arbejde, maa blive stærkt og lykkeligt. Den Fornedrelsens Tid, vi har levet, er nu forbi; det har vendt sig, Danmark bliver atter større.

Saa vil vi da haabe, at Danmark maa have en god og lykkelig Fremtid for sig, saa at ogsaa de ulykkelige Landsmænd, som ikke kom hjem til Danmark denne Gang, kan føle Glæde og fatte Mod ved at se hjem til et dygtigt og stærkt Danmark. Det er det bedste, vi kan gøre for de Landsmænd, der ikke havde den Lykke at komme med hjem: at vi bygger saadan her, at de faar Tillid til det, og at vi hævder vor Plads blandt Nationerne.

Ja, Gud give os da Lykke til at lægge Kræfterne i, saa det kan kendes, at vi arbejder som danske Mænd her paa den gamle Grund, hvor Fædrene arbejdede for Danmark før os.
Vort Fædreland, gamle Danmark leve!«

Hermed var Højtideligheden i selve Rigsdagen forbi, og vi fordelte os i Bygningen. Mange af Tingets Medlemmer, særlig de ældre, kom os hjerteligt i Møde, og man saa paa Øjnene, at et længe næret Haab nu endelig var gaaet i Opfyldelse.

Vi vidste imidlertid for lidt om deres Indsats og trofaste Sind mod vor Sag og burde sikkert have været mere imødekommende, end vi var. Thi her mødte vi en Samfølelse og Glæde, som rakte ud over Partierne.

Til Aftenselskabet hos Kongen var alle Rigsdagens Medlemmer
indbudt, men til dem hørte vore Koner jo ikke. Der var dog sørget ogsaa for dem, idet en Kreds af Damer var Værtinder for dem ved en Middag paa »Paladshotellet».

Til fastsat Tid mødte Tingmænd af alle Partier med Undtagelse af Socialdemokraterne paa Amalienborg. Ved hver Side af Trappen op til Kongens Sale stod en Gardist med Bjørneskindshuen ret som et Lys. Deroppe blev vi modtaget af Kammerherrer med Nøglen og anbragt i en lang Række gennem flere Lokaler. Forrest Ministrene, dernæst de sønderjydske Tingmænd o. s. v. Snart efter kom Kongen med Følge og hilste paa hver enkelt; til mange havde han et venligt Ord, og da Rækken var gennemgaaet, gik de Kongelige foran ind i andre Lokaler, hvor Bordene stod dækket.

God Mad var der nok af, men Stole fandtes ikke, og nu gjaldt det om at indtage Maden staaende med Tallerkenen i den ene Haand og
Gaflen i den anden. Naa, naar nogen gør det for, gaar det jo nogenlunde at følge efter, og Tjenerskabet var behjælpeligt paa enhver Maade. Til sidst blev der skænket Champagne, og Kongen tog Ordet. Kongens Tale kom som altid lige fra Hjertet, og den gik til Hjertet.

Nu skulde Anders Lebeck i Ilden, og vi blev glade ved ham. Jævnt, ja, næsten enfoldigt tolkede han vor Glæde over den Maade, Danmarks Konge kom os i Møde paa, og over, at han allerede havde taget os om Hjertet ved Genforeningen. Og Glæden var gensidig, thi under Talen kom Kongen hen, tog hans Haand og beholdt den, til Lebeck sluttede, ja, jeg tror næsten, det var med et Leve for Hs. Majestæt Kong Christian den Tiende.

Nu gik de Kongelige rundt og talte med forskellige, men
snart trak de sig tilbage for at være med ved Festforestillingen
paa Det kongelige Teater bagefter.

Teatret var fyldt til sidste Plads med et festklædt Publikum.
Musikken fra det kongelige Kapel kan skabe Højtid, og det var der over Forsamlingen, da Kongefamilien traadte ind i Kongelogen. Nu gik Tæppet, og Skuespillerne gjorde det dygtigt, men de kunde jo ikke gøre for, at der kom tunge Minder op i gamle Krigsdeltagere under Spillet, der fremstillede adskillige Kampscener.

Man opførte bl. a. Balletten »Valdemar«, hvori Slaget paa Grathe Hede fremstilles.

Ja, saa var den begivenhedsrige Dag til Ende, og vi kunde hvile ud.

Allerede hjemmefra fulgte Tanken os dog om Landsmændene Syd for Skelbækken, som ikke kunde være med i Festen. Dem maatte vi sende en Hilsen. Et af vore første Arbejder som sønderjydske Rigsdagsmænd blev derfor at samles for at forme og underskrive en Henvendelse til det danske Folk om Støtte til det kulturelle danske Arbejde dernede. Den blev underskrevet af samtlige daværende danske sønderjydske Rigsdagsmænd, og den kom til at lyde:

»Til det danske Folk.
I det Øjeblik Repræsentanter for de sønderjydske Landsdele for første Gang indtager deres Sæde i den danske Rigsdag, mindes vi med Tak den Støtte, det danske Folk ydede os til Bevarelse af vor Danskhed under Fremmedherredømmet.
Naar vi nu begynder det uhindrede Samliv med vort Folk, som vi længtes efter og kæmpede for i alle de mange Aar, gaar vore Tanker af sig selv til de Landsmænd, der lever udenfor Rigets Grænser under vanskelige nationale Kaar.
Under den Glæde, vi nu oplever sammen med vort Folk, føler vi derfor Trang til at opfordre alle Kredse af det danske Folk til at samles i et enigt Arbejde for at støtte og hjælpe disse vore Landsmænd i deres Bestræbelser for at bevare dansk Sprog, Sindelag og Kultur.
Mange er de Opgaver, der ligger og venter paa deres Løsning, ikke mindst paa Skolens og Kirkens Omraade.
Vi opfordrer derfor vort Folk til hele Landet over at danne Organisationer eller udbygge dem, der støttede os i Kampen under Fremmedherredømmet, i det Øjemed med alle lovlige Midler at støtte de Danske i Udlændighed til Hævdelse af Sprog og Nationalitet«.

Paa Christiansborg laa der Opgaver nok til os gennem virksom Deltagelse i dansk Lovgivning og dens Indførelse i de sønderjydske Landsdele. Vi blev straks taget i Brug som Ordførere for sønderjydske Lovforslag ved Tingets Forhandlinger i Salen og ikke mindre ved Sagernes Behandling indenfor Partierne og i Udvalgene, hvor Realiteterne især kommer frem.

Vi gjorde det efter bedste Evne, selv om vel ingen af os i den Anledning kom paa Fornavn med hele Landet, som f. Eks. Klaus Berntsen var. Med et lunt Blink i Øjet kunde han selv fortælle: »Ja, se, naar man taler om Klaus her til Lands, saa ved ethvert Barn, hvem det er, men det at komme paa Fornavn med alle Mennesker er nu ogsaa den højeste Udmærkelse, nogen Rigsdagsmand kan opnaa i dette Land!«

Sidst paa Ugen blev der givet Læseferie, og vi rejste hjem med Finanslovforslaget i Kufferten. Rigsdagens højtidelige Aabning var nu afsluttet, og det havde været en baade festlig og værdig Indledning til noget nyt i Landets og Rigsdagens Flistorie. Festen var forbi, men den havde været af den rette Art; thi det gav baade Lyst og Mod til at tage fat paa de foreliggende Opgaver.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.