På Vej til Tinge. Af M.K. Gram.

I September 1920 blev der for første Gang afholdt Valg til den danske Rigsdag i hele Nordslesvig, og det var gennemgaaende nye Mænd, som kom i Ilden. Vi kom iøvrigt forholdsvis nemt om ved det. Vort Kendskab til dansk Politik var jo endnu ikke særlig indgaaende, og der var kun faa Dage at forberede Valget i.

Jeg for min Del holdt saaledes ikke mere end fire Valgmøder, og det slog alligevel til, saa jeg blev valgt.

Som rimeligt var, opstilledes vi efter danske Partilinier, men Vælgerne stemte mere paa Personerne end efter Partier. Efter Valget blev en ældre, intelligent Dame saaledes spurgt: »Naa, har De saa stemt Venstre, Frk. Carstens?«
»Nej, saamænd har jeg ej«, lød Svaret, »jeg stemte Mads Gram. Partierne ved jeg ikke saa meget om, men ham kender jeg og har Tillid til.«

Indenfor den Del af Sønderjylland, som nu var kommet med hjem til Danmark, havde vi tidligere haft tre og en halv Repræsentant i de tyske Parlamenter. En dansk Repræsentant i den tyske Rigsdag og to i den preussiske Landdag.

Desuden havde Tønder og vel ogsaa Aabenraakredsen halv Part i en tysk Repræsentant. Nu derimod var vi elleve Repræsentanter fra samme Omraade og blev senere tolv, efter at det tingvalgte Medlem til Landstinget var udpeget.

Det var, for at tage det i alfabetisk Orden: Holger Andersen, Chr. Ernst Christensen, H. Jefsen Christensen, Mads Gram, Andr. Karberg, Chr. Lageri, Anders Lebeck, Jørgen Møller, P. J. Refshauge, Kloppenborg Skrumsager, Pastor Johs. Schmidt og saa en Bager fra København, I. P. Nielsen, som vi endnu ikke kendte.

Store Mænd var det vel ikke til Hobe, men om det saa var af dem, der gaar tolv af paa et Dusin, faar andre afgøre.

Det var noget nyt at være valgt Repræsentant, og det medførte jo visse Forpligtelser baade af behagelig og mindre behagelig Art. Det er ofte smaa Oplevelser, der bider sig fast i Hukommelsen — ubetydelige i sig selv, men betegnende for den ny Tingenes Tilstand. Jeg mindes saaledes, at jeg en klar søgn Arbejdsdag omkring Valget til Folketinget satte mig til Rette i min Skrivebordsstol for at læse Avisen; der kom en Følelse over mig af det usædvanlige i Situationen, men nu kunde jeg jo gøre det med en god Samvittighed, selv om det var Hverdag, thi det maatte vel høre med til Bestillingen.

Fra Rigsdagens Bureau fik vi Meddelelse om, hvordan Modtagelsen af de sønderjydske Rigsdagsmænd var planlagt baade paa Rigsdagen og hos Kongen.

Det gav noget at tænke paa, og den danske Soldatervise: »Den Gang jeg drog af Sted, min Pige vilde med«, kom til at lyde i mine Øren. I 1914, da jeg maatte af Sted i Krigen, kunde min Pige jo ikke være med, da var vi enige om at holde Afskeden inden for Hjemmets fire Vægge. Men nu? Hun, der havde siddet  alene i de fire onde Krigsaar, havde stridt med Bedriften, undertiden med utilstrækkelig Hjælp, men holdt det gaaende paa en god Maade, havde døjet Ængstelse, ja, en enkelt Gang ogsaa Angst for sin Mands Skæbne, nu kunde hun være med, og nu burde hun med til Rigsdagens Aabning, thi Rigsdagsarbejdet vilde jo for hende betyde ny Ensomhed i den Tid, Tinget var samlet.

Stor var derfor Glæden, da der virkelig kom Indbydelse til os om at tage vore Koner med til Aabningshøjtideligheden.

Nu maatte der skam gøres noget, og det bedste var ikke for godt. Brudgomsklædningen maatte frem. Heldigvis havde jeg dengang svunget mig op til Diplomatfrakke; vi slap ikke saa let som nu, hvor de unge Mænd kan møde for Alteret i sort Jakkesæt. Men Cylinderhat havde mit unge demokratiske Sind ikke kunnet bære.

Jeg raadførte mig med min Leverandør i Rødding, og vi blev enige om, at en ny Overfrakke og en høj Hat maatte der til. »Men det Nummer i Hat har jeg desværre ikke«, føjede han beklagende til.

Naa, ja, Landet laa jo aabent, og jeg fik en Introduktionsskrivelse med til Magasin du Nord i København, saa det gik jo nok.

For en Sikkerheds Skyld tog vi lidt før ti! Vejen Station, hvor
jeg afsøgte Forretningerne efter en Hat. »Jo, det har vi da, men desværre ikke i den Størrelse«.

Ja, ja, der var jo endnu Tid til at gaa i Magasin næste Dags Formiddag, før Aabningshøjtideligheden skulde begynde.

Som tænkt saa gjort. Op og hen i Magasin. »Ja saa gerne, selvfølgelig har vi Hatte nok, men vi beklager meget — ikke denne store Størrelse. Men gaa til Bodecker i Frederiksberggade. Der kan være en Mulighed for, at han har saa stor en Hat«.

Det begyndte jo at se lidt betænkeligt ud, men jeg gik altsaa til Bodecker, og endelig, han havde een, endda i Ministerfacon,
og den blev formet, saa den virkelig passede til Hovedet.

Det lettede. Naa, alt for salonmæssige blev vi gamle Krigere nu alligevel ikke. En mødte til Hoffesten i brune Støvler.

Diplomaten gik jo an, men jeg er skam ikke helt sikker paa, at vi alle havde det hvide Slips. Dog Sindet var der ikke noget i Vejen med, det var stemt til Fest. —

(fortsættes …)

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.

Billedet viser sønderjyske krigsfanger på besøg i Folketingssalen ved hjemkomsten i 1919.