Den første skoledag. Af I.K. Basse.

Det var Natten mellem den sidste Oktober og den 1. November 1920. Eksprestoget jog buldrende mod Syd ned gennem Sønderjylland. I en af Kupéerne sad en ung Lærer og lyttede til den ejendommelige Syngen i Skinnerne.

Den var begyndt straks efter, at Toget kørte over den gamle Grænse, og den havde en helt anden Tone end Nord for Kongeaaen. Hverken i Jylland eller paa Øerne havde han hørt en lignende. Han blev ved at lytte — og faldt i Tanker … Var Sønderjyllands Tone da en anden end det øvrige Lands? Og var  det den, der i Nat for første Gang kom til ham her i Kupéen i Form af denne lange, duvende Syngen, der saa tydeligt havde Klang af Staal og Jern i sig! —

Ja, Tonen var anderledes — men han følte, at han snart vilde kende den — og synes om den! —

Rejsen i Nat var Begyndelsen til et nyt Afsnit af hans Liv. Han havde truffet et Valg, der vilde blive bestemmende for hele hans Fremtid. I Nat forlod han sin gamle Virkeplads for at rejse til Sønderjylland, til et af de sydligere Sogne.

Endnu i Gaar, Lørdag, havde han staaet i sin Skole og passet den som sædvanligt. Og nu til Morgen vilde han begynde sit Arbejde i sin sønderjydske Skole. Alle hans Sager og hans Indbo var pakket i en Jernbanevogn og vilde følge efter om nogle Dage. Her i Kupéen havde han kun en Rejsekuffert og en lille Haandtaske med sig. Men i Kufferten laa Flaget, Dannebrogsflaget, som Skolebørnene i Gaar havde foræret ham som Tak for de otte Aar, han havde været deres Lærer.

Dette Flag, havde han bestemt, skulde hejses straks den første Dag over hans nye Hjem. —

I Dagningen holdt Toget ved den lille Landstation, hvor han skulde ud. Med sin Kuffert med Flaget i begav han sig paa Vej mod sin Skole, der laa en halv Times Gang derfra. Han indhentede flere Gange Smaaklynger af Børn, der for første Gang i 4-5 Maaneder var paa Vej til Skole.

Stor og tom laa Skolen og ventede paa ham. Stuerne i Lejligheden syntes endnu større, end de var, paa Grund af deres Tomhed. Helt alene gik han igennem det tomme Hus for at tage det i Øjesyn. Det første, der nu skulde gøres, var at hejse Flaget.

Med det under Armen gik han ud til Børnene, der næsten alle var kommet, og hilste »God Morgen« til dem med nogle venlige Ord.

»Skal vi saa hejse Flaget!«

En halv Snes Drenge kom straks hen til ham. Resten stod lidt i Frastand og saa til — saa paa den nye Lærer og det nye Flag. Drengene begyndte ivrigt at hjælpe til. Nogle gjorde Linen fast, andre holdt ved Flaget. Alle kappedes om at være med. Læreren blev helt til overs.

»Saa tager vi Huerne af!«

Kasketter og Huer kom af, og Flaget gled langsomt opad, hejst af de mange stærke Drengenæver. De, der holdt ved det, lod Hænderne blive ved at følge med opad, saalangt de kunde, inden de varsomt lod Flaget glide fra sig. Ja, de blev endog staaende nogle Øjeblikke med oprakte Arme, saa optaget var de. Alles Øjne fulgte det rød-hvide Flag paa Vejen opad! Da det kom til Tops, foldede det sig ud for den friske Vestenvind, der tog fast og sikkert om det og fik det til at staa ret ud fra Stangen

Det var, som om det nye Flag rigtig skulde vises for de undrende Barneøjne i hele dets rene Skønhed, og de smaa livlige Smæld, det slog, understregede dette og fik Børnene til at staa stirrende og lyttende med Ansigterne vendt opad.

Var dette ikke et historisk Øjeblik?

Sønderjydske Drenge og Piger, stirrende opad mod det hvide Kors i den røde Dug, hejst af dem selv for første Gang over deres egen Skole! For den unge Lærer blev det et Syn, der prentede sig dybt i hans Sjæl — og gemtes i hans Hjerte! —

»Tak skal I have!

»Saa gaar vi alle ind i Skolen!«

Over hundrede Par Barneøjne fulgte Læreren, da han gik op til Katederet. Herfra saa han ud over den store Flok af større og mindre Børn, de yngste stod forrest, de ældste bagest — og nikkede smilende til dem.

»Skal vi synge! I maa selv vælge den Sang, I helst vil have!«

Et Øjeblik efter lød Forslaget: »Jeg elsker de grønne Lunde«——-enstemmigt fra Drenge- og Pigesiden.

Læreren studsede lidt. — Kunde han synge den som Morgensang? Dog — jo! I Dag kunde han!

Børnene havde ingen Bøger, og der fandtes ikke een dansk Bog ved Skolen. Men alle kunde den udenad, mente de. Og saa stemte alle i med »Jeg elsker de grønne Lunde . . .«

Aldrig nogen Sinde før havde han hørt en Morgensang blive sunget med saadan en Kraft og Styrke, en saadan barnlig Naturlighed og Livsglæde som i Dag. »Jeg elsker hver Dal, hver Banke . ..« . — »Jeg elsker de brede Sletter . ..« , sang Børnene. Det lød i hans Øren som en stadig gentagen Bekendelse, en Takkesang —. »— thi du er mit Fædreland!«

Det ligefrem gjaldede i Skolestuen, da Børnene af fuld Kraft sang disse Strofer. Lærerens Øjne gik til Flaget uden for Vinduerne og højere endnu, op over de farende Skyer, mens Sangen lød:

»højt bølger det røde Flag,
end er der en Gud for oven,
der raader for Danmarks Sag!« ————

Jo, det var alligevel en Morgensang! — Og mens alle foldede Hænderne, bad han Fadervor, højt og langsomt. — Det var for ham Indledningen til hans Gerning her! —

Han gik ned imellem Rækkerne:

»— Ja, nu skal vi lære hinanden at kende. Jeg har set ind i Ansigtet paa hver af jer, mens I sang, og jeg tror nok, vi skal komme godt ud af det med hverandre, for I ser alle gode og flinke ud! Kun ganske lidt skal I huske til i Morgen. Hør nu!« —

Og saa fortalte han Historien om Moses. Om Folket, der levede under store Trængsler i et fremmed Land. Om Drengen, der blev født »midt i denne store Nød«, saa hans Far og Mor maatte »skjule ham med bange Sind«. Og om hvorledes det forunderlige skete, at denne Dreng senere som voksen Mand kom til at føre sit Folk bort fra Undertrykkerne og Trængslerne, hjem til det Land, de længtes efter.

Børnene sad og lyttede til Fortællingen, som de for første Gang hørte fortælle paa deres Modersmaal. Lidt undseelige sad de, undrende sig over alt det nye, men med Øjne, der var baade glade og tillidsfulde.——-

Det var den første danske Skoledag!

Den forløb jævnt og stille. Nogle vil maaske sige: Alt for stilfærdigt! — Intet Velkommen havde lydt. Ingen højtidelig Indsætten i Embedet. Ingen højtidelig Tale til Børnene! —

Men kun: En ung Lærer var kommet en Morgenstund ganske alene, havde hejst Flaget, sunget en Sang, bedt en Bøn og saa ganske roligt taget fat paa Arbejdet!

Men den Dag begyndte baade for Lærer og Børn en lang Række-Glædens Aar.

Fra: Nicolai Svendsen og Svend Thorsen: Tiende Februar. Livsbilleder fra Sønderjylland i Genforeningsaaret 1920. København, 1939.