Andreas A. May skriver i sine erindringer:

”I dagene den 8. og 9. februar ankom de tilrejsende stemmeberettigede med tog eller for størstepartens vedkommende med dampskib, og de blev hilst med begejstring af deres sønderjyske landsmænd.

Sammen med tusinder andre sønderjyder, der var bosatte i København eller på Sjælland, rejste jeg den 9. februar 1920 med toget til Korsør for derfra at viderebefordres med “Dronning Maud” til Sønderborg; andre fortsatte med “Kong Hakon” til Aabenraa og Haderslev.

Jeg rejste bl.a. sammen med grosserer Brock, som allerede som ung mand var rejst til København for at undgå at blive prøjsisk soldat. Nu var han en gammel mand og hans kone var død i 1914, men nu ville han selvfølgelig også gøre sin pligt og lægge sin stemme i vægtskålen for hjemstavnens genforening med Danmark.

Vi fik fri forplejning undervejs. På hovedbanegården spillede musikken nationale sange for os, og alle der var mødt op for at ønske os en lykkelig rejse. Da vi nåede Korsør, var hele den store havn smykket med flag, to store musikkorps spillede i hver sin ende af havnen, og de store dampere var pyntet fra øverst til nederst med flag og ventede for at sejle os til Sønderborg, Aabenraa og Haderslev.

Så sejlede vi afsted mod Sønderjylland, som vi med vor egen stemmeseddel skulle tilbageerobre efter 56 års fremmed herredømme. Vor medbragte mad fik vi ingen brug for om bord, da der en times tid efter at vi var sejlet, blev serveret frokost for os alle. En varm ret med smør, brød og øl og senere kaffe med wienerbrød. Betale derfor kunne man ikke, hele forplejningen blev givet gratis af nogle københavnske restauratører.

Om bord var der sygeplejersker og læger, hvis nogen skulle få brug derfor. Ud på dagen blev det tåge, så vi måtte sejle langsomt, men da vi endelig hen af aftenen nåede Sønderborg, var det klart vejr. Her var hele havnepladsen og kajen fuld af mennesker, som ville byde os velkommen, og Dannebrog vejede fra mange huse, også mange tyske flag var fremme, for der ankom jo også tyskere for at stemme. En trop spejderdrenge var stillet op ved landgangen, bag dem en deling alpejægere (franske). Sønderborg byråd med et stort musikkorps bød os velkommen.

Der blev talt og sunget og med “Kongernes konge..” gik vi i land. Vi drog i en mægtig procession under sang og musik op gennem byen. Jeg fulgtes med grosserer Brock op gennem den flagsmykkede Perlegade, og på amtsbane stationen trakterede han med kaffe i ventetiden, indtil toget skulle føre os videre. Han til Elstrup, hvor han skulle indkvarteres hos sin søster, enkefru Møller og jeg hjem til Guderup.

Han havde selvfølgelig ingen tyske penge, men serveringsjomfruen var villig til at veksle hans 10-kr seddel. Han fik næsten 100 Mark tilbage, og det kunne han slet ikke forstå; han var ikke klar over at de tyske penge ikke var mere værd.

Mine forældre skulle afgive deres stemme i deres opholdskommune, medens jeg som tilrejsende skulle stemme i den kommune, hvor jeg var født. Derfor måtte jeg næste morgen tage afsted med toget til Over-Tandslet, da jeg skulle afgive min stemme i Lebølgård Skole.

Dog ville jeg først hjælpe min far med at hejse flaget på den nyopstillede flagstang i haven. Flaget var også nyt, for min mors gamle flag fra hendes barndomshjem var for lille til den høje stang, og desuden kunne det vist heller ikke tåle at komme op i vinden. Det havde ligget på kistebunden i 56 år og var kun taget frem, når fars kisteklæder og andet tøj skulle luftes om foråret. D.v.s. flaget blev kun varsomt foldet ud, respektfuldt beundret og lagt ned i kisten igen.

Vi havde desuden et lille bordflag, som stod fremme på det lille bord under konsolspejlet mellem vinduerne ”i e gu’j stou” [i den gode stue]. Her stod det skjult for blikke udefra, for gendarm Brummer kunne ikke tåle at se Dannebrog. For mine forældre, ja, for hele den generation, der havde levet hele deres liv i forventningen om §5’s opfyldelse, var denne dag en endnu større oplevelse end for os unge.”