Senest ændret den 21. august 2016 21:01
Nis Kock var besætningsmedlem på en blokadebryder, der skulle fragte våben og ammunition til de tyske tropper i Østafrika. Den 18. februar 1915 forlod skibet Wilhelmshafen.
Efterhaanden som vi nærmede os Ækvator, blev Opholdet under Dækket en uudholdelig Plage, som desværre skulde udholdes alligevel. Frivagterne mødtes nu forude, hvor de sov, hældte Vand paa hinanden, og om Aftenen, naar der kom en Smule Kølighed, dannede vi et Sangkor, der havde til Opgave at holde Humøret oppe hos den varmelidende Besætning.
En af Matroserne havde en Harmonika, som han behandlede med megen Fingerfærdighed, baade naar det drejede sig om danske og om tyske Melodier, og vi andre sang til. Det var navnlig de danske Sange, der maatte holde for, og medens Delfinerne dansede for Næsen af Skibet og Dækket glødede af Varme og Sangerne svedte, saa det løb ned ad dem, lød de fleste af Tonerne i „Danmarks Melodibog“ ud over den blikstille Havflade. Sandsynligvis hørte nogle af Sangene til de forbudte, men „Kronborg“ var et frit Skib, og de lod sig meget vel synge.
Paa den Tid var „Skamlingsbanken“ paa sin Sejrsgang naaet til Grænsen og var gaaet over den. Heller ikke Nordslesvig var blevet skaanet, ja, saa langt som til Kiel var den naaet, og nu blev den baaret videre over Atlanterhavet for senere hen at krydse det indiske Ocean og engang at blive nynnet ind i Ørene paa Beskyttelsestropperne i Østafrika, der ikke havde nogen Mistanke om, hvor den paagældende Banke laa.
„Skamlingsbanken“ blev denne Hejses Melodi. Naar jeg nu en sjælden Gang hører den, saa vandrer Tankerne tilbage til „Kronborg“ s Fordæk, hvor vi sad i en Klynge omkring Harmonikaen og sang, saa vi svedte derved, de sødladne Ord til den smægtende Melodi.
Jeg har tumlet mig i Leg paa Skamlingsbanken,
Skamlingsbanken, Barndomshjemmet langt herfra.
Det var Rejsens Favoritmelodi. For mig og for mange af de andre havde Skamlingsbanken en bestemt Betydning, men de andre interesserede sig blot for Melodien og de sentimentale Ord.
Vi passerede Ækvator ganske formløst. Den eneste Liniedaab, der fandt Sted, formede sig paa den tvangfri Maade, at Telegrafisten hældte en Spand rød Maling ned i Hovedet paa en af Fyrbøderne, da han kom op fra Vagten. Den Farve, som han anvendte, viste sig at være ganske overordentlig holdbar og forfulgte sit Offer langt ind i det mørke Afrika, hvor man oprigtigt troede, at han var født rødhaaret.
Chr. P. Christensen: Kock, Nis: Sønderjyder forsvarer Østafrika (1937)
