29. januar 1915. “Der bliver uddelt en frygtelig mængde jernkors …”

Brev fra Kresten Andresen, Ullerup på Sundeved. Han gjorde krigstjeneste i Reserve-Infanteriregiment 86 (RIR86)

Cuy den 29. januar 1915

Løjtnanten har fået jernkorsets første klasse. Der bliver uddelt en frygtelig mængde jernkors; det er jo en eftertragtet tingest.

Hvem husker ikke feltwebel Eichner ved stormen på heksekedlen. Han stormede på som en vild, med sin degen [officersdolk, RR] og sin revolver: die Schweinebande, die Schweinebande! råbte han; sie mussen was haben! og så knibsede han løs med sin revolver, som imidlertid hver gang slog klik.

Dengang jeg efter sidste storm drog hjem fra slottet til stillingen, kom jeg i flåde med en del af andet komp. Der var bælgmørkt. Da vi kom til skoven og skulde begynde opstigningen, er der nogen, der råber inde mellem træerne. Vi står stille og lytter: kammerat, kammerat, helft mir! Det er nok en såret – siger jeg; vi må hjælpe ham hjem. Jeg famler frem ind i skoven; dér ligger der en soldat, som har fået favnen så fuld af vinflasker, at han slet ikke kan slæbe dem, vi får alle hver en af ham, og så går det videre hjemad.

Lidt højere oppe i skoven ligger der en såret løjtnant fra Regiment 36, 8. kompagni. Nogle soldater, som har fundet ham, har lavet en båre af to geværer, kviste og kapper. Vi må tage ham med og bære ham op ad alle trapper til livregimentets stilling.

Andresen, Kresten, Ullerup 02569H

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *