5. april 1920. P. Chr. Stemann: “Der synes gode chancer for vor linie”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 5. april. „Jeg kørte fra grænsen i automobil til Tønder. Jeg gav Schack beretning om det passerede. Kl. 2 kom Bruce med kone og datter.

Bruce sagde, at min henvendelse fra regeringen i København i lørdags om at udsætte indstillingens afgivelse til efter valget havde haft god virkning. Af internationalt hensyn ville man gøre det. Men den nye regering måtte rette en lignende henvendelse. Den tidligere henvendelse var bortfaldet ved ministerskiftet.

Henvendelsen var jo også fra et forretningsministerium, og det var det nye også. Sir Charles kom hjem imorgen, og man ville så påbegynde udarbejdelsen af betænkningen, der påtænktes underskrevet den 15. d. m.

Derefter rejste kommissionen til Paris. Bruce blev her. Der synes gode chancer for vor linie. Bruce udtalte, at man nu snarest muligt måtte have den danske besættelse og administration af 1. zone. Kl. 6 kørte de. Jeg skrev straks efter indberetning til nu indenrigsminister Vedel.“

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *