Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

Den 29 marts. 

Kl. ca. 11½ var jeg i ministeriet. Omtrent samtidig kom Ove Rode med stor hast ned ad den lange gang. Jeg gik hen til ham. Meget ophidset og nervøs sagde han mig, at der ingen besked var til mig, Zahle havde været hos kongen om morgenen. Denne havde afskediget ministeriet, der nu havde nægtet at fungere. Der var altså intet ministerium i øjeblikket. Han beklagede meget, at han altså ikke kunne give nogen besked angående det af mig forelagte så vigtige grænsespørgsmål. Derpå forsvandt han ind i sit kontor, hvor man hørte ham rive skuffer op og puffe dem i. Han ryddede op. Så forsvandt han fra ministeriet uden at sige farvel.

Jeg var nu i en overordentlig vanskelig situation, thi jeg måtte hurtigst muligt i forbindelse med det nye ministerium for at kunne forelægge spørgsmålet for dette og få afgørelsen.

Når jeg nu skal skildre de derefter følgende begivenheder, vil jeg forudskikke den bemærkning, at jeg kun til to personer omtalte forhandlingen, som jeg havde haft med Rode om de fire sogne, hans udtalelser derom, hans sympati derfor og aftalen om, at jeg skulle have besked efter ministermødet. Disse to personer var departementschef Vedel og kabinetssekretær Krieger. Med Vedel havde jeg altid talt åbent ud om alt, og vi havde drøftet spørgsmålene igennem. Jeg havde pr. brev fra Tønder holdt ham underrettet om alt. Jeg besluttede derfor straks at drøfte den foreliggende situation med ham. Ellers anede intet menneske – som foran anført – noget om min samtale og aftale med Rode, og ingen fik det under de senere begivenheder – om de end var nok så stormende – at vide.

Jeg var nemlig af den anskuelse, at det hele – såfremt dette med Rode blev bekendt – ville komme ind i den indre politiks slagsmål og give anledning til avisskriverier o. l. Det ville kun ødelægge sagen og dens hurtige løsning. En nødvendig betingelse var jo også, at det hele gik diskret af og i største fortrolighed. På den anden side må jeg dog anføre, at det mange gange under den senere behandling af hele sagen og af mig, der i denne sag som embedsmand kun havde gjort min pligt, kogte i mig, og at jeg- mange gange til selvforsvar var nær ved og havde stor lyst til at fortælle hele sagens forhistorie, altså også denne forhandling med Rode. Men jeg beherskede mig. Jeg ville ikke på nogen måde blandes ind i politik.

Da Rode nævnte dag var gået, besluttede jeg mig som sagt til at opsøge departementschef Vedel og drøfte sagen igennem med ham. Dette skete i hans værelse i ministeriet umiddelbart efter.

Som anført foran fortalte jeg ham alt, hele samtalen med Rode. Vi var enige om, at sagen var af største vigtighed, og at jeg straks måtte i forbindelse med det nye ministerium, når det var udnævnt.

Da Krieger var den, der før alle andre fik at vide, af hvem det nye ministerium bestod, og når det blev udnævnt, rådede Vedel mig til at sætte mig i forbindelse med Krieger straks og sætte ham ind i det hele.

Jeg tog så ud til Krieger på Amalienborg, hvor der på slotspladsen naturligvis var en hel del mennesker. Jeg satte ham derpå ind i det hele, som anført også samtalen og aftalen med Rode.

Krieger var meget optaget af sagen og klar over, at jeg straks måtte i forbindelse med det nye ministerium. Aftalen blev, at Krieger skulle sætte sig i forbindelse med mig i ministeriet eller hjemme, så snart det nye ministerium var udnævnt, ligesom han ville give den nye statsminister underretning med det samme.

Jeg tog ned til Vedel og meddelte ham resultatet af samtalen med Krieger. Derefter forholdt jeg mig afventende. 

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.