15. marts 1920. P. Chr. Stemann: “Afstemningen i 2. zone gjorde et dybt indtryk på alle danske”

Poul Christian von Stemann (1891-1966) kom til Tønder som amtsassessor i overgangsfasen og den første tid under dansk styre. Han udgav senere sine erindringer.

På Schackenborg kom de forskellige medlemmer og sagkyndige fra kommissionen og generalsekretær Bruce og frue meget, og vi var ofte hos dem i Flensborg, så man kom på meget nær og fortrolig talefod med dem. Man mærkede tydeligt en deling i kommissionen. Marling og v. Sydow på den ene side og Claudel og Heftye sammen med Bruce på den anden. Vi var også på besøg (lunch) ombord hos den engelske øverst-kommanderende for hele området dernede, admiral Sheppard, der lå i Mørvik. „Bruce meddelte os, at der var kommen underretning om, at der var proklameret en uafhængig Slesvig-Holstensk fristat, for hvilken dr. Koster havde stillet sig i spidsen. De så herefter meget sort på afstemningen i 2. zone.“

I den følgende tid var der stadig forhandlinger med kommissionen om at udvise forskellige kommunister (vist de fleste kommet derop under revolutionen) fra Tønder, men det var ikke rigtig muligt at få Schack med på dette. Kommissionen mente jo, at det var bedst, at den lagde navn til dette, så der kunne blive ro, når Danmark overtog det hele, og at Danmark ikke skulle lægge navn til.

Afstemningen i 2. zone gjorde et dybt indtryk på alle danske. Hvis ingen del af 2. zone – f. eks. sognene på landet langs sydsiden af Hvidåen, hvor der dog var nogenledes danske stemmer – kom ned til Danmark, ville Tønder blive meget vanskeligt stillet, med grænsen så tæt op til byen, selvom Tønder som alle de andre købstæder ville få fordel af, at Flensborg faldt væk som befolkningens hovedindkøbssted. Schack var meget ivrig for en sådan løsning, som jeg også syntes var god, og vi gik så i gang med at arbejde i den retning. Kommissionen kunne jo tage geografiske hensyn ved den endelige fastsættelse af grænserne.

P. Chr. Stemann: En dansk Embedsmands Odyssé. Gyldendal, 1961.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *