En sønderjyde [måske P.A. Callø?] filosoferer over, hvad skyttegravstilværelsen gør ved den menneskelige psyke.

Lidt Krigs-Psykologi.

Flandern, i Maj 1915

Krigen har sin egen Psyke. Det er en bekendt Sag, at vedvarende skadelige Indflydelser, for Eksempel stadig Nydelse af Alkohol, indvirker omformende paa Karakteren. Saaledes foregaar der og saa i Felten betydningsfulde Forskydninger i de sjælelige Anlæg. Milieuet præger os.

Alene dette, at vi fører en ren Mandfolketilværelse, at vi er revne ud af Hjem og Arbejde og saa godt som fuldstændig maa savne Kvindernes og Børnenes Selskab, sætter sit Præg paa os. Vi er ikke mere Borgere og Familiefædre, men Krigskarle. Hvor gør det godt at komme til befolkede Egne og se Børnene lege ved Vejen. Ja, i Gaar blev jeg helt hjertegreben ved at møde en So med et Kuld Grise, som vi havde taget til Fange. Det var noget af en Oplevelse at se en Moder, selv om det kun var en So.

Og saa Omgivelserne og Haandteringen! Hvor man kommer frem, Ruiner af menneskelige Boliger, den evindelige Brummen og Knalden i Luften, det daglige Myrderi, det stadige Syn af Saarede og Døde, alt dette indgaar i Bevidstheden som det givne, som den naturligste Ting af Verden, og bundfælder en vis Barskhed og Sløvhed i Sjælen.

Jeg erindrer fra Psykologien, at der er noget, der hedder Sløvelsens Lov. Den hører ikke til de Love, som ophæves ved Krigstilstanden. Den gælder heldigvis ogsaa i Felten, ellers var det ikke til at holde ud.

Vi maa her revidere vore Begreber om mange Ting. Grundigst er vel nok Forskellen i Opfattelsen af al Slags Fare. Jeg maa saaledes smile ved Tanken om alle de Farer, der truer Borgerens Liv og Sundhed. Forspis dig ikke, forkøl dig ej! Hvor er det farligt i Civil at sætte eller lægge sig paa Jorden! Det maa man først i Højsommeren, naar Solen har gennembagt Jordbunden, ellers risikerer man at faa Snue, Influenza eller Lungebetændelse paa Halsen.

Allerede i Garnisonen var det mig imidlertid paafaldende, at man kunde ligge i halve Timer paa Maven i Frost og Sne uden at blive saa meget som forkølet. Og her ligger vi ofte hele Dage i fugtige Lerhuller; naar den ene Side bliver kold, lægger man sig om paa den anden. Vaade Fødder hører ogsaa til Dagens Orden, og alligevel er Sundhedstilstanden fortrinlig.

Der er rigtignok dem, der paastaar, at Straffen for vore Overtrædelser af Sundhedens Bud kommer bagefter i Form af Gigt, naar vi en Gang kommer hjem og i Seng. Det er muligt, men den Tid, den Sorg. De Pinsler, som lurer under de hjemlige Dyner, skænker jeg ikke en Tanke. Hver Dag har nok i sin egen Plage. Det eneste, jeg sporer, er en vis Mathed og Stivhed i Lemmerne; vi har ikke godt ved at udholde Marchens Anstrengelser.

Tidligere nærede jeg en til Mani grænsende Angst for Ild. Den er jeg bleven grundig kureret for her. Vi laa en Tid lang i Kvarter paa et Loft. Halmen flød over hele Loftet, og midt i Halmen stod tre belgiske Ovne, som vi kogte og stegte og tørrede vort Tøj ved. De var for det meste gloende, og jeg undredes ofte over, at der ikke hændte en Ulykke. En Dag gik der da ogsaa Ild i Halmen, men tror I, at der var nogen, der vilde slukke? Alt imens vi skændtes om, hvem der var nærmest til at gøre det, brændte Ilden lystigt videre. Til sidst maatte vi naturligvis bekvemme os til at slukke den for ikke at indebrænde.

I gamle Dage kunde jeg ikke godt taale at se Blod, jeg har saaledes aldrig været at formaa til at holde ved en Slagtegris. Jeg overværede en Gang en Hanekamp af en Duel mellem et Par Studenter og greb mig i, at jeg stod og skjulte mig bag – en Damehat. Og da Krigen udbrød, gøs jeg ved Synet af de blanke Bajonetter paa Landstormsmændenes Geværer. Nu staar jeg selv med paasat Bajonet, og de brave gamle Landstormere forekommer mig helt borgerlige og tamme.

Man kan vænne sig til alt, ogsaa til Synet af Saarede og Døde. Noget af det første, som mødte os, da vi kom herned, var Kirkegaardene med de friske Krigergrave, og jo længere vi kom frem, desto hyppigere traadte Døden os i Møde, desto nærmere rykkede den os ind paa Livet. Marken mellem Skyttegravene var oversaaet med Lig fra Kampene i Efteraaret, den ene Part tillod ikke den anden at komme frem og jorde dem.

Jeg har i Uger haft dette grufulde Syn for Øje og efterhaanden vænnet mig til det, og, da den fjendtlige Skyttegrav var taget, været med til at begrave de Døde. Det var et ubehageligt Arbejde, som vi helst havde undslaaet os for. Men det var nødvendigt, og da vi først var i Gang med det, gik det hurtigt og rent mekanisk fra Haanden.

Pinligst er det at møde de Haardtsaarede, naar de jamrende eller tavse bæres ud af Slaget – som oftest bærer de deres Smerter med en beundringsværdig Sjælsstyrke. Man staar saa hjælpeløs overfor deres Nød; her føler man allermest Savnet af en nænsom Kvindehaand, hvor godt og dygtigt Sanitetsvæsenet end arbejder.

De Letsaarede beklager vi ikke; den Ferie, der venter dem, holder dem skadesløse for udstaaet Pine. Men Hjertet maatte være af Sten, om det ikke rørtes ved Synet af en haardtsaaret Kammerat. Og dog, jeg maa med Skam bekende, at jeg med Sindsro har tændt min Pibe ved en Haardtsaarets Leje. Jeg bebrejdede mig mit Hjertes Kulde og søgte at bøde derpaa ved at hjælpe ham, saa godt jeg kunde.

Denne Erfaring om Vanens sløvende Magt har vi Lejlighed til at gøre, hver Gang vi fra Kvarterets Fred vender tilbage til Kampens Tummel. De første Geværkugler, som krydser vor Vej, ser vi slemt skævt efter, og vi har ikke meget, vi skal have sagt, naar Kanonerne aabner deres Malmmunde. Men det varer som Regel ikke længe, inden vi er fortrolige med Skydningen, og jo tættere Kuglerne falder, desto mindre farlige forekommer de os.

Troels Lund skriver i sin Afhandling om Kulturhistorie til Karakterisering af dansk Aand i Modsætning til tysk, at Vittighederne regnede om Kap med Kuglerne paa Dybbøl. Det kan jeg ikke sige om os. Jeg husker, at en Forstærkningsmand første Gang, han var i Skyttegraven, mente at have Raad til at gøre sig lystig over Granaterne, som slog ned i vor umiddelbare Nærhed, og at jeg fandt Lystigheden stødende og utidig.

Men man kan blive ganske døv for Tummelen og sløv for Faren. Der fortælles om Napoleon som et Vidnesbyrd om hans Aandsoverlegenhed, at han kunde lægge sig til at sove midt under Slaget. Jeg er ogsaa slumret ind til Kanonernes Torden; det er ingen Heltegerning, men en ganske naturlig Reaktion mod Nervernes Anspændelse.

Endnu et har jeg undret mig over, og det er den Lethed, hvormed vi bærer vor Skæbne, naar Faren ikke ligefrem er overhængende. Vi har det i den Henseende som Børnene: vi lever i Øjeblikket, og det er godt. Dersom vi bestandig havde de Farer for Øje, som lurer paa os, vilde Livet i Skyttegraven være uudholdeligt. Naar Granaterne slaar ned i Nærheden, naar Shrapnellerne springer over Hovedet, saa er der vel ingen, der kan sige sig fri for Ængstelse. Men blot Ilden flytter sig en Kende, er vi fuldstændig beroligede. At den gaar ud over andre, er ikke vor Sag.

Indenfor Vaabenarten er der dog en vis Samfølelse, er det derimod Artilleriet, Fjenden betænker med sine Granater, rører det os ikke en Smule. Lad dem bare sende dem derover, siger vi gerne, der er Plads til mere. Ja det er nær ved, at vi har mere Medfølelse med det fjendtlige Infanteri, naar vi ser det lide under vor Artilleriild. Mod Skyttegraven har Artilleriet frit Slag, vi maa tage imod dets Ild uden at kunne besvare den. Det er altid Infanteriet, det gaar ud over.

At vi lever i Øjeblikket og glæder os over hver Dag og Time, vi kan nyde i Fred, hænger vel i nogen Grad sammen med, at vi ikke er vore egne Herrer, men lydige Redskaber i højere Hænder. Vi kommer og gaar paa Kommando og maa tage imod, hvad der falder paa vor Vej. Men det beror ogsaa paa en Svaghed — jeg kunde fristes til at sige en lykkelig Svaghed — i den menneskelige Natur. Jeg har ofte haft Lejlighed til at iagttage, at Soldaten mere tænker paa sin Bekvemmelighed og paa Øjeblikkets Krav til Mad og Drikke og Hvile end paa sin Sikkerhed. Dette gælder i endnu højere Grad de unge Tropper end os.

De Tab, vi lider, berører os smerteligt. Men vi faar ikke Lov til at hengive os i Smerten og dvæle i Mindet. Krigen gaar sin ubønhørlige Gang frem mod nye Kampe og nye Tab. Dagene ruller som tunge Bølger mod Stranden. De Mærker, den ene afsætter i Sandet, sletter den næste ud. Enhver Dag har nok i sin Plage.

Det er Krigens Kaar. Saaledes indvirker den paa Sjæl og Sind, saadan har jeg i hvert Fald fornummet dens Virkning. Det, som optager Sindet mest, det Spørgsmaal, som bestandig staar for vor Tanke og møder os i ethvert Brev hjemmefra, er dette: Hvornaar vil det ende, hvornaar vil der atter blive Fred? Vi spejder efter Fredstegn i Aviserne og knytter vort Fredshaab til de spinkleste Holdepunkter. Et Rygte, en Spaadom er tilstrækkelig til at holde det oppe.

Den Dag, da der atter bliver Fred paa Jorden, vil vi, om vi ellers faar Lov til at opleve den, hilse som en Genfødelse, som en Befrielse fra en ond Mare, som en Udfrielse af Dødens Favn.

A.

Harald Nielsen: Sønderjyske Soldaterbreve (1916)