Chefredaktør Ernst Christiansen på Flensborg Avis satte sig i december 1918 i spidsen for en bevægelse, hvis mål var en dansk grænse ved Danevirke. Han udgav sine dagbogsoptegnelser i 1922.
8. Februar: Komitémøde hos Uldall, fastlægger Møderækken i Flensborg, foruden nationale Møder hver Uge en Diskussionsaften paa Tysk, Møder i Mørvig, Møder for bestemte Fag osv.
— Tager i sidste Øjeblik med Holger Andersen i Avtomobil til Lyngsted i Husum Amt, det sidste Stykke ad en sandet Hedevej. Møde i smaa Stuer. Vi høres i Tavshed. En Smed og en Lærer søger at lave Spektakler.
Efter Mødet snakker vi med Folk fra Egnen. Daglejere i Halvtredserne taler Sønderjysk med hinanden; de siger at det er deres Omgangssprog. Alle disse Menneskers Udseende og Væsen og Tonefald er jyske Landboeres.
— Godt Møde i Nørre Smedeby, J. N. Jensen.
— Den tyske Presse lever højt paa en Løgn om, at Danske skulde have »købt« stemmeberettigede sydfra.
— Landraad Wallroth har stævnet alle Kredsdagsmænd til Sørup. Mødet er dog blevet forhindret. — En ny dansk Plakat over Toosbüygade rives ned igen og brændes, uden at Politiet hindrer det.
E. Christiansen: “Dagbogsblade fra Afstemningstiden.” I: L.P. Christensen (red.): “Slesvig Delt. Det dansk-tyske Livtag efter Verdenskrigen”. (1922)