9. september 1918. Anklage: Unge damer og piger hensynsløse over for de saarede i Tønder

Ribe Stiftstidende gik for at være den bedst informerede danske avis om forholdene syd for Kongeåen.

Faldne nordslesvigere

Mindstetallet er nu 5691.

Pasrevision i smaatogene Haderslev-Aarøsund

vil herefter blive foretagne af en patrouille for at se, om de rejsende har deres foreskrevne med. Passagerer, som træffes uden legitimation bliver satte ud af toget ved næste station.

Et brutalt angreb

Fra Tønder skrives til Vestslesvigsk Tidende: I Tondernsche Zeitung fra 4. september findes et indsendt med underskrift “Flere Saarede”. 

Det er en lang, tilsyneladende berettiget klage over nogle unge damers og pigers hensynsløse adfærd over for de saarede, naar de færdes paa Tønders bys gader.

Men artiklen slutter med følgende brutale angreb paa nordslesvigsk befolkning: ” naa, hvad andet kan man ogsaa vente her i Nordslesvig?!”.

Dette angreb er, som enhver maa vide, saa ubegrundet, at Tondernsche Zeitungs redaktion burde have forpurret det; thi hvad i alverden har dog den nordslesvigske befolkning i sin helhed at bestille med med de hensynsløsheder, som øves paa Tønders bys gader af damer, tjenestepiger og drenge med deres “blokvogne”.

Et sørgeligt møde

Lærer Nielsens søn fra Broager, landmand Jørgen Nielsen, som er hjemme paa orlov, rejste forleden dag til Bodum for at besøge sin kæreste. Paa vejen mødte han en sygevogn, der var paa rejse til kredssygehuset i Aabenraa med hans kæreste, som var bleven syg af blindtarmsbetændelse. Den unge pige er desværre død i sygehuset af sin sygdom.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *