Carl Theodor Thode gjorde krigstjeneste i 4. Schlesiske Infanteriregiment 157, 7. komp. Den 30. august 1916 stormede regimentet russiske stillinger ved Høje Kukul Skovkarpaterne, som de derefter skulle holde.
Kompagniet havde til venstre for det sted, vi stormede, indtaget en ny stilling, og var begyndt at grave nye skyttegrave. Her var jeg nogle dage, så blev vi forflyttet. Såvidt jeg husker, blev der sammensat et nyt kompagni, for jeg mindes, at jeg ikke kendte mange af de kammerater, vi var sammen med.
Vi marcherede temmelig langt, og kom ud af skoven. I en bjergdal kom vi forbi en lille landsby, hvor der boede Tataere [tatarer]. Der købte jeg et prospektkort, som jeg endnu er i besiddelse af.
Så gik det ind i bjergene og skovene igen. Vi marcherede i skoven i gåsegang. Vi var lidt betænkelige ved at se, at vores øverste befalingsmand pludselig havde gevær, ellers havde de kun pistoler.
Vi fik aldrig at vide, hvad der forestod.
Pludselig blev der skudt. Vi var løbet lige ind i flanken af et russisk regiment. De havde sikkert heller ikke regnet med angreb, for de havde været i fuld gang med at spille kort, kunne vi se. Det flød med spillekort overalt. ‘
Det blev til det værste slagteri. Vi blev ved med at kæmpe os frem, bare fremad.
Dette stod på temmelig længe. Tilsidst vidste vi næsten ikke, hvem der havde overtaget. Jeg husker, at der på slutningen til venstre for os stod tyske soldater med armene i vejret, mens der dér, hvor jeg stod, var flest tyskere, og her var det russerne, der havde overgivet sig.
Det endte med, at alle de russere, som var her, overgav sig.
Nu måtte en del af os overtage fangerne. Det tyndede slemt ud i vore rækker, og vi nåede heller ikke langt mere den dag.
Det blev aften og mørkt. Officerer var der ingen af mere. Resten af os lagde os så ned i dækning bag træstammer så godt som muligt.
Vi kunne høre på de russiske kommandoer og på skydningen, at
russerne var i overtal her. Vi skød alt, hvad vi kunne, for at russerne ikke skulle mærke, at vi var så fåtallige. Vores geværløb var ved at blive gloende.
En kammerat, som lå ved siden af mig, blev pludselig tavs. Jeg ruskede i ham, men han reagerede ikke, så jeg troede, han var død.
Pludselig bemærkede jeg, at mine kammerater begyndte at løbe tilbage. Jeg måtte også løbe. Jeg var ikke glad for at lade min kammerat ligge, men der var intet at gøre.
Thode, Carl Theodor: krigserindringer, nedskrevet 1974 (pdf)
Thodes erindringer danner grundlag for Jakob Brodersens roman “Thode”, der udkom i 2016.