Peter Poulsen var 43 år, da han blev indkaldt i november 1916. Hans unge kammerater gav ham kælenavnet “Kompagni-bedstefar”. I  februar 1917 gik det til Vestfronten, hvor han blev tildelt IR357. I juni 1918 deltog han i den sidste store tyske offensiv.

Nu gik det stadig tilbage, og over Meusefloden kom vi ved Flize. Faa Dage i Forvejen havde vi set vore egne Tropper storme Proviantdepotet ved Le Chesne, hvor jeg fik et alvorligt Knubs af en af vore egne Folk, som kastede et stort Stykke Kul, der ramte mit ene Øre.

Atter og atter gik det tilbage. Stundom i et ret hurtigt Tempo. Efter at være kommet over Meusefloden, holdt vi Stand et Døgn eller saadan noget. Atter sattes vi i Bevægelse, og efter en Del Omflakken naaede vi en lille, fransk By, som hed Pouru.

Det var blevet den 9. November. Vi havde i længere Tid lagt Mærke til nogle Karrikaturtegninger, som var malet paa Jernbanevogne, der kom fra Tyskland. Først en høj Mand med en Paraply under Armen, saa den samme Skikkelse med en høj Cylinderhat liggende foran sig, og nedenunder var der skrevet: „Hvem tilhører denne Cylinder?”
Og nogle Dage senere var Svaret tilføjet: „Wilhelm II”.

Der blev os fortalt den 9. November, at der var Parlamentærer ovre hos Franskmændene, selvfølgelig med tysk Pralekunst og tysk Løgn, at hvis ikke Franskmændene vilde tage imod Vaabenstilstand, saa vilde de blive fuldstændig knust; men de fleste af os var nu alligevel i Færd med at blive klar over, at det var Franskmændene og Englænderne, som havde Overtaget, ikke mindst siden de amerikanske Soldater havde vist sig paa Krigsskuepladsen, og de store Skarer af amerikanske Flyvere, frække som Slagterhunde, kredsede over os, og vi havde haabet, at Vaabenstilstanden skulde indtræde den 9.

Dette blev ikke til noget, heller ikke den 10., men endelig den 11. November.

Peter Poulsen: “Til kamp, til kamp! En sønderjysk Soldats Oplevelser under Verdenskrigen” (1924).