Søren P. Petersen, Rødding, blev ramt i ansigtet og hårdt såret kørt fra fronten. På “Hostice des Mineurs” blev han opereret – men hans syn var for altid ødelagt.
(… fortsat)
Næste dag fik jeg besøg af den kommanderende general for 9. reserve armékorps, von Bohm.
Det var nu sikkert ikke for min skyld, han havde ulejliget sig herhen. Det blev fortalt, at han fik behandling for gigt.
Han spurgte om, hvor, hvordan og hvorledes, og gav så ordre til, at der blev bragt mig en flaske vin. Senere kom et par officerer og dekorerede mig med jernkorset. Et plaster på såret, sagde man mand og mand imellem.
Jeg fik også en dag besøg af feltpræsten. Han lagde straks mærke til mit navn. Jo, jeg var dansk nordslesviger. Om jeg kendte Søren Kierkegaard? Selvfølgelig kendte jeg ham af navn og vidste lidt om hans filosofi, men den havde jeg aldrig fordybet mig i.
Mens jeg er ved besøgene, må jeg også fortælle, at nogle af mine kammerater ude fra fronten aflagde mig besøg, deriblandt også selveste vor kompagnifeldwebel, Hamann. Havde jeg, efter hans mening, aldrig lært at blive en rigtig soldat, må han alligevel have respekteret mig som menneske og kammerat. Jeg må da også sige, at han, både som foresat og kammerat, var god nok.
(… fortsættes)
Se omtale af Søren Petersen og jernkorset her: Viborg Stiftstidende 1. september 1916