9. januar 1915. Peter Østergaards bataljon forflyttes

Peter Østergaard fra Stursbøl i Oksenvad sogn var med Regiment 86 flyttet til Moulin-sous-Touvent. Men den 9. januar kom der ordre til, at hans bataljon (1. bataljon) skulle forflyttes.

Cuy d. 9. Januar 1915.

I går blev vi afløst, men denne gang er det ikke for at få 6 dages frihed. Tværtimod skal vi nu et andet sted hen. Hvor ved vi ikke, men det bliver vist ikke bedre end her. Der går jo allehånde rygter om, hvad vi skal. Blandt andet siges der, at vi skal ned til Metz for at tage en by, der skal ligge på en høj og beherske omegnen. Vi skal af sted i morgen tidlig kl. 4 og skal med toget fra Noyon. Det er det eneste, vi véd med sikkerhed. Dog må vi være forberedt på alt, for noget må der jo være i vejen, ellers tager de ikke en bataillon bort her. Det er nemlig kun første bataillon, der skal af sted, men det lader til, at vi kommer her tilbage igen, for vi kan afgive pakker, som vi ikke vil slæbe med, på bataillonskontoret og afhente det, naar vi kommer igen.

Dette er jo så nok sidste aften, vi er i vort kvarter her i Cuy. Det er næsten med et bedrøvet sind, vi rejser herfra, for her har vi haft mange gode timer sammen, og det er jo meget vanskeligt, at vi andet steds kan få noget lignende, men vi må jo være glade for den tid, der er gået. Vi har jo dog haft en god jul og nytårsaften.

I aften kommer der vist også nogle venner til en lille afskedsvisit. — —

Ja, nu har de været her, P. J„ J. B„ K. A. o. fl. Vi har haft det så rart, P. J. havde en julepakke med, som vi har delt. Sluttede med en aftensang og håbet om atter at samles til noget lignende. Ja, Gud være med os alle og føre os alle gennem denne krise.

Vi skal et sted hen, hvor franskmændene har vundet 8 km, som nok skal tages igen. Det er nede ved Reims.

Bagsidepåskrift: "Kønigin Hulen ved Moulin"
Königin-Höhle ved Moulin – 86’ernes sikre tilholdssted

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *