Peter Julius Majland var født i 1867 i Åbenrå, men flyttede i 1885 med forældrene til Kolding, bl.a. for at undgå tysk krigstjeneste. Men han var stemmeberettiget og tog i februar 1920 til Sønderjylland for at stemme.

Næste morgen tidlig, den 9.februar, gjorde jeg mig rede til afrejsen og begav mig til banegården. Jeg skulle med toget 7,33 fra Kolding. I dette tog befandt sig ca. 300 rejsende til Sønder­jylland, hvoraf en stor del skulle vestpå. Et ekstratog, som skulle afgå fra Kolding kl.7,54 medførte ca. 800 stemmeberet­tigede .

Præcis på slaget satte toget sig i bevægelse. Da vi passerede Munkensdam, stod Margrethe og søster udenfor huset og vinkede farvel til os, hvilket jeg besvarede fra mit kupevindue.

I Lunderskov var der et ophold på 1/2 time. Vi skulle her skifte tog, og mens vi holdt her, kørte ekstratoget forbi os og fortsatte til Vamdrup. I Lunderskov kom mange “stemmefolk” ombord i toget, som derefter dampede videre.

I Vamdrup varede opholdet tre kvarter. Ingen måtte forlade toget og for første gang fik vi brug for vores pas, idet alle rejsende skulle fremvise passet, og alle de pas, som ikke havde stempel, men kun underskrift, blev stemplede. Da dette var besørget og folk kommet til sæde igen, kom madpakkerne frem, og vi fik os en lille frokost. Klokken var jo blevet omkring ved 9.

Omsider var vi færdige i Vamdrup, og nu gik det imod syd imod Grænsen og det omstridte land.

Da vi nåede den første tyske station, Farris, modtoges toget af en mængde mennesker med begejstrede hurraråb, og skolebørn med dannebrogsflag sang danske fædrelandssange, ligesom der ved gårde og huse var hejst det danske flag. Og sådan var det på hele rejsen ned igennem Sønderjylland. Så langt øjet rakte sås dannebrog vaje, kun et enkelt tysk flag hist og her.

Det var med glad og bevæget hjerte vi passerede grænsen, og da vi så det omstridte land i sin festdragt, stjal en tåre sig frem i øjet. Hvilken glæde for vore sønderjyske landsmænd at se de danske tog, kørt af danske lokomotiver med det rød-hvide bånd om skorstenen, rulle frem på de tyske baner, fyldt med folk fra kongeriget, som stævnede hjem for at stemme Slesvigs land hjem til Danmark. I sandhed en begivenhed som jeg aldrig kan glemme.

Fra Farris gik det videre ind i landet, forbi huse og gårde med dannebrog til tops, og langt inde på markerne, på diger og veje stod folk og viftede til os med små dannebrogsflag.

Så kom vi til Sommersted, hvor vi blev modtaget med samme begej­string, og et musikkorps spillede “Slesvig, Slesvig, elskede land” og andre nationalmelodier.

Under hurraråb satte toget sig i bevægelse, og med samme begej­string modtoges vi i Vojens. Da toget brusede ind for perronen, så vi et mylder af mennesker. Vi skulle her alle ud af toget og måtte passere toldeftersynet. Vi troede, at vi skulle have vore sager efterset, men det skete ikke. De tyske toldere stod blot med hænderne på ryggen og så på os, mens vi gik igennem lokalet.

På denne banegård så jeg de første franske soldater. Det var alpejægerne, som holdt vagt på perronen med opplantede bajonetter Det så noget krigerisk ud. Stationsbygningen her gjorde et noget forfaldent indtryk. Alt var forsømt og snavset. Væggene indvendig var næsten sorte, og bræddegulvene gav efter, når man gik på dem, ligesom der var en del ituslåede ruder.

Fra Vojens går der en sidebane ind til Haderslev, og hovedparten af de rejsende med vort tog skulle til Haderslev og omegn. Da dette danske tog ikke gik længere sydpå, måtte vi her afvente det næste danske tog, som først ville ankomme om et par timer.

Lærerinde fru Jessen, Emma og jeg begav os så over til et nærlig­gende hotel og bestilte hver en kop kaffe. Madpakkerne kom atter frem og vi nød vort måltid med god appetit. Kaffen kostede 2 mark pr. kop. Da der var mange rejsende, der søgte siddepladser ved
bordene, brød vi atter op, så snart vi var færdige med kaffen.

Vi gik først hen på posthuset for at købe en serie plebiscit- frimærker, som kostede 20 mark og 30 pf. Det er midlertidige sønderjyske frimærker, som bruges ved genforeningen. Derfor ønskede vi at få dem, som et minde om den tid, da Sønderjylland var international.

Da det var besørget, gik jeg mig en tur rundt i byen og så på udsmykningen. Der var mange æresporte og mange flag, både danske og tyske; og aldrig har jeg set så mange æresporte som på denne rejse i Sønderjylland. Udenfor hotellet stod opstillet en felt­kanon, som efter sigende var taget fra russerne.

Nå, tiden gik, og vi begav os atter over på banegården. Der var samlet en stor flok skolebørn eller rettere 2 flokke, en dansk og en tysk, som hver var forsynet med deres lands flag. De sang ustandselig, den ene flok danske og den anden tyske nationalsange Det var morsomt at høre, hvor de kappedes om at overdøve hinan­den .

Nu kom et tysk tog sydfra, som medførte “stemmefolk” fra Tyskland til Haderslev. Der blev næsten trængsel på perronen. Toget holdt kun en kort tid og fortsatte så nordpå.

Et kvarters tid derefter kørte det danske tog nordfra ind på stationen. Det blev modtaget med hurraråb af de dansksindede skolebørn. Vi tog plads i en kupe, og straks efter rullede toget videre sydpå. Stadig det samme dejlige syn: Flag og æresporte på begge sider af banelinien, så langt vi kunne se.

Ved stationerne Haverslund og Over-Jersdal holdt toget og satte mange “stemmefolk” af. Men omsider nåede vi Rødekro, hvor vi skulle skifte tog. Herfra går der en sidebane til Åbenrå.

I Rødekro varede opholdet 3 kvarter. Denne station er uhyggelig forsømt ligesom alle de andre, og da der blæste en kold vind, steg vi ind i det tyske tog, som skulle føre os til Åbenrå.

I toget var der også uhyggeligt. Alt vidnede om forfald. Malingen var slidt af alle vegne og flere ruder itu, og koldt var der og­så, da de tyske tog ikke er opvarmede. Desuden flød der overalt med tyske agitationsblade.

Mens vi ventede, kom et tysk tog brusende ind på stationen med “stemmefolk” fra Tyskland. En stor del af disse skulle også til Åbenrå. Stemningen var høj i dette tog. De sang deres sange og ud af kupevinduerne viftede de med små tyske papirsflag. Toget var pyntet/med grønt og uden på vognen stod skrevet: Stimm Deutsch.

Da vi havde fået denne tyske ladning ombord i Åbenråtoget, satte dette sig i bevægelse. Efter at vi havde passeret Riis (holde­plads) kørte vi ind i de smukke skovegne, som omgiver Åbenrå, og kort efter kunne vi i det fjerne se byen. Det var naturligvis en stor oplevelse for mig at skulle gense den by, hvor jeg var født, hvor jeg havde oplevet min barndom, og som jeg ikke havde set i 35 år.

Endelig rullede toget ind på banegården, og vi var ved rejsens mål. Klokken var da 3 efterm. Vi blev modtaget af mænd med rød­hvide bånd på brystet. De henviste os til “Folkehjem” for derfra at få anvist vort kvarter. Udenfor banegården stødte vi på fru From, som spurgte efter fru Jessen. Vi havde imidlertid helt tabt hende af syne på rejsen. Siden Vojens havde vi ikke set hende. Hun må vist af en eller anden grund være kommet med et senere tog.

På “Folkehjem” fik vi,efter at have forevist vore pas, udleveret en indkvarteringsbillet og nogle brødkort. Min billet lød på købmand Evald, Ramsherred 35. En spejder fik ordre til at led­sage mig til mit kvarter. Vi gik så ind i den flagsmykkede by, hvor jeg kendte hver en gade, og hvor de fleste huse stod endnu som dengang jeg var barn.

Ankommet til kvarteret viste det sig, at hr.og fru Evald var gået i byen. Pigen tog imod mit rejsetøj, og jeg besluttede at gå en tur i byen og se mig om. Den lille spejder hilste af og gik.

Jeg begav mig så tilbage til pladsen foran banegården, hvor der havde forsamlet sig en stor mængde tyske børn med deres faner for at modtage deres “stemmefolk”, som efterhånden kom ind med togene. En del danske børn var der også, men her var de tyske de dominerende. De sang ustandseligt, og jeg undrede mig over at de ikke blev hæse deraf. Der var to æresporte på banegårds­pladsen: en dansk, og et hundrede alen derfra en tysk. Den danske var langt den kønneste.

Pludselig, medens jeg stod der midt i menneskemylderet, hørte jeg musik henne i gaden. Det var et dansk folketog, som skulle drage gennem byen ned til havnen for at modtage dampskibet “Dronning Maud”, som ventedes med stemmefolk fra Sjælland.Det var et uforglemmeligt syn. Forrest et spejderkorps med musik i spidsen, dernæst flere hundrede børn, alle med dannebrogsflag. Så fulgte de voksne, af hvilke mange også bar flag. Der var mel­lem 2-3000 deltagere i toget, og jeg sluttede mig til og fulgte trop ind gennem byens gader.

Der var sang og begejstring, og de danske sange lød smukt. Toget passerede gennem flere æresporte, og et sted hvor en fransk sol­dat stod på post, præsenterede denne gevær for dannebrog. Det var aldeles betagende at se denne flagsmykkede by og mærke denne be­gejstring for Danmark. Det må være en stor glæde for de danske i Åbenrå, som hidtil i 56 År har lavet under det fremmede åg, på en gang at føle sig fri for dette. Jeg for mit vedkommende, har heller aldrig tidligere oplevet at se et dansk flag i Åbenrå.

Nå, toget videre, men måtte dog undervejs gøre en lille stands­ning, da vi ved et gadehjørne stødte på det tyske demonstrations­tog. Da dette var passeret, gik det ned mod havnen, hvor damperen var ved at lægge til .

Da det store skib kom ind til bolværket, modtoges det med mægtige hurraråb, og musikken spillede “Kong Christian stod ved højen mast”, hvorefter de blev budt velkommen. Fra skibet blev der holdt et par taler, og de rejsende begyndte at gå fra borde. Franske soldater dannede espalier, så at pladsen blev fri, for at de rej­sende kunne passere.

Det begyndte nu at mørkne og at regne. Alle begav sig til deres logi, og jeg gik hjem til mit. Nu var min vært kommet hjem, og han beklagede meget, at han ikke var til stede ved min ankomst.

Jeg skulle ikke bo alene hos købmanden. Der var også kommet en ældre mand (72 år) med damperen fra København. Hr. Evalds søn var også ankommet med samme damper. Vi hilste på hinanden og hr. Evald og frue bød os hjertelig velkommen.

Efter at have spist aftensmad afleverede jeg min medbragte pakke spisevarer, som de modtog med stor taknemmelighed. De havde det ellers ikke så knapt med levnedsmidler, men mit franskbrød og min kaffe var bedre end deres, sagde fruen, og Evald sagde, at tænd­stikker var næsten ikke til at få. Man kunne gå hele byen rundt uden at kunne købe en æske tændstikker.

Da der skulle være møde på “Folkehjem”, begav jeg mig sammen med den unge Evald og hans søster derud. “Folkehjem” er de danskes forsamlingsbygning. Det er en smuk og tiltalende bygning, hvor der findes en stor sal til store møder og en mindre sal til små sammenkomster samt restaurationslokaler og lokaler til forskelligt andet brug. Den store sal var tæt besat, da vi kom, men vi fandt dog en plads i et hjørne af salen. Der blev holdt flere taler bl. a. også af minister H.P.Hansen.

Ved 11-tiden sluttede mødet, og vi gik hjem og begav os til ro. Københavneren og jeg sov i samme værelse, han i en dobbelt og jeg i en enkelt jernseng. Der var udmærket sengetøj med dundyner, så jeg sov rigtig godt. Den gamle københavner havde mere ondt ved at falde i søvn, men så tændte han sin shagpibe og lå og røg tobak i sengen. Det gjorde han altid, sagde han, når han ikke kunne sove. Jeg syntes nu, det var noget upassende.

Tak til Karen Majland