I julemåneden vil vi bringe et lille udvalg af de genstande, fotos og andet, vi har i vore samlinger i Museum Sønderjylland, men som for tiden ikke er udstillet.
Denne gang er det en gasmaske, som cigaretfabrikant Jacobsen fra Sønderborg bragte med hjem fra krigen. Jacobsen var Kraftwagenfahrer – dvs. chauffør på et motordrevet køretøj.
Brugen af gas i krigsførelsen var ikke tilladt ifølge Haager Konventionen fra 1899. Alligevel brugte begge parter i 1. verdenskrig gas.
I begyndelsen af krigen var det ret uskadelig gas – som f.eks. tåregas. Men i foråret 1915 brugte tyske tropper for første gang dødbringende klorgas. Senere blev der udviklet andre, mere effektive gastyper.
Gassen blev i begyndelsen lukket ud i medvind fra store gasbeholdere, men med tiden blev der udviklet gasgranater, der kunne føre gassen over i fjendens linjer ved hjælp af artilleriet. En kombination af gas- og sprænggranater viste sig særligt effektiv.
Brugen af gas nødvendiggjorde udviklingen af værnemidler. De første gasmasker var ret primitive. Jacobsens gasmaske er en Gummimaske Model 1916, mens beholderen er fra den mere avancerede Model 1917.
Hver enkelt gasmaske blev tilpasset individuelt. Det var derfor af ekstrem vigtighed, at man ikke i forvirringen og panikken under et gasangreb fik den forkerte gasmaske på. Det er derfor, gasmaskernes beholdere ofte er mærket med ejerens navn.
Jacob Moos fra Holm på Nordals har i DSK’s årbøger 1959 fortalt om en sådan episode, hvor gasmaskerne blev forbyttede.
Moos gjorde krigstjeneste i Infanteriregiment 31. I foråret 1916 lå regimentet ved Loretto på Vestfronten.
Det var tyskerne, der havde den tvivlsomme ære, som de første at anvende dette kampmiddel, men ovre på den anden side var de ikke
længe om at anvende samme metode.
Man var derfor nødt til omgående at udfinde beskyttelsesmidler mod giftgassen. Vi fik udleveret de kendte gasmasker, og når de var i orden, var de udmærkede.
Så længe vi var i første linie, hang gasmasken hele tiden om halsen på os, både dag og nat. Den var vor uadskillelige ledsager, og vi smilede, når vi tænkte på, at vi havde bandet og stejlet første gang, vi fik dem udleveret. Vi syntes, vi havde krimskrams nok at slæbe på.
Men gasangrebene var jo ikke sjældne. Engang – det var i foråret
1916 – havde vi gasangreb tre nætter i træk. De første to gange gik det tåleligt, for vinden var for kraftig, og gassen drev hurtigt bort; men den tredie nat gik det værre …
Det var omkring midnat. Vi havde fået befaling til at lægge gevær og patrontasker bort, for vi skulle udføre skansearbejde. Ordren blev fulgt, men mange lagde også deres gasmaske bort for at kunne få en friere bevægelse under arbejdet.
Min sidemand og jeg blev enige om at beholde gasmasken hos os, for vi havde jo haft gasangreb de sidste to nætter, og man vidste jo aldrig …
Arbejdet begyndte. Skyttegraven skulle graves dybere. Arbejdet var vanskeligt, for jordbunden bestod af kalksten, der først skulle hakkes løs,
Vi havde kun arbejdet nogle få minutter, før det engelske artilleri som på kommando pludseligt overdængede os med granater af alle kalibre. Vi smed os omgående ned på bunden af graven.
Kort efter lød råbet: »Gasmasker på!«
Og nu kom katastrofen. Min ven og jeg havde vor gasmaske ved hånden og kunne straks bringe den op foran ansigtet, men de allerfleste havde deres maske liggende oppe på skyttegravskanten og måtte nu i den frygtelige granatregn op efter den.
På grund af mørket fik de ikke fat i deres egen. –
Så snart de mærkede, at den ikke passede, smed de den bort og rendte efter en anden. – Mange masker kom bort, så der var mange, der pludselig stod uden.
Midt i granatregnen udspilledes sørgelige scener. Folk sloges om maskerne, man nedtrampede hinanden, man udslyngede drøje eder og forbandelser, mange løb rundt som vilde, det hele var kaos, og ind imellem hørtes de såredes jamren og klagen.
Granatstumper og shrapnels hvinede omkring os, jord og sten raslede ned på os. Først henad tretiden om morgenen stilnede trommeilden af, og vi ventede, at der nu ville komme et angreb af det engelske infanteri, men det udeblev.
Vi havde ved dette gas angreb mistet tres mand i vort kompagni…
Det var mærkeligt at se den virkning, gassen havde på plantelivet.
Bladene på buske og træer og græs og urter var den følgende dag helt sorte og afsvedne …”