Ernst Christiansen var 39 år, da han blev indkaldt som armeringssoldat i 1916. I det civile var han chefredaktør på Flensborg Avis.
HJEM IGEN!
(Dagbog.)
9. December.
Mange Gange i Nattens Løb revet en Tændstik af og set efter Uret. Sidste Gang, jeg ser efter, er det fem Minutter over fire.
Jeg staar op og pakker mine Ejendele sammen. Trods vor Indsigelse er Konen staaet op imens. Vi beværtes med stegte Kartofler, Brød og Kaffe. Husmoderen giver os hjertelige Ønsker med paa Vej.
Jeg skilles straks fra Barberen, der skal til Leipzig og vil søge en anden Afgangsstation. Ud i Mørket og Taagen. Hurtig Marche ad en ensom Vej til det aftalte Mødested. Det er lidt over Tiden, og der er ikke en Sjæl. Saa stadig hurtigere Marche til den nærmeste By, Derschlag, hvorfra der skal afgaa en elektrisk Sporvogn, som lige kan naa Morgentoget.
Indhenter en Pioner, som er undervejs i samme Ærinde. Finder i Mørket Sporvejsstationen og de ventende Kammerater, deriblandt en Underofficer fra Hamborg og min Husfælle fra Combles. Ni Mand
er vi i alt fra Kompagniet. Vi venter længe – Mon Vognen ikke kommer?
Endelig en skurrende Lyd, og snart staar jeg paa den klart oplyste Vogns Bagperron.
HJULENE BEGYNDER AT RULLE.
Det er som et lille Vidunder at blive baaren rask af Sted efter at have skullet marchere Hundrederaf Kilometre paa sine Ben Skridt for Skridt varer ikke længe. Pludselig slukkes alle Lamper, og Vognen gaar lidt efter i Staa. Den bliver staaende Minut efter Minut.
Saa, nu naar vi vistnok ikke Toget.
Nu naar vi umuligt Toget!
Da der er gaaet hundrede Evigheder, tændes Lamperne lige saa brat for straks efter at gaa ud igen Vi naar Gummersbach med en Times
Forsinkelse. – Toget er borte. Underofficeren og jeg gaar til Soldaterraadet. Det har Kontor i en Bagstue ved en Restauration, for at Tørsten nemt kan slukkes. Der sidder flere og venter. Kontortiden er 6½ Time; det er rigelig en halv Time over den Tid, da der skal lukkes op.
Omsider kommer en ung Velbaarenhed. Vi kan kun faa Bevis til Udstedelse af en Billet til Meschede, hvor Divisionen, saa vidt man veed, skal indlades. Det faar saa være! Vi faar en Billet, skreven med Blyant. Frysende og skuttende os spiller vi Kort til Middag og søger saa et Krigskøkken, hvor der efter tilbørlig Ventetid vanker en stor Portion Hvidkaal med Kartofler for 50 Penning.
Kl. 2 Eftermiddag ud paa Perronen i den lille Bjergkøbstad. Granerne paa Skrænten er indsvøbte i Taage.
Toget kommer med en halv Times Forsinkelse.
Vi klatrer hurtigt op og erobrer gode Pladser i en Kupé, hvor der kun sidder en yngre Dame.
Og saa kommer det festlige Øjeblik, da Lokomotivet rykker til og vi ruller af Sted, hurtigere og hurtigere, langs og over smattede Veje, langs Bjergsider og igennem Tunneler, bort fra Elendigheden, ad Hjemmet til!
I flere Timer fortsætter vi Turen igennem Bjergene Skumringen er begyndt. Paa hver Station er der Trængsel. Flere og flere presser sig ind. De staar og ligger næsten oven paa hinanden, og Vognen knager i sine Sammenføjninger.
Henad 6 Aften i Hagen (Vestfalen). Stor Banegaard, Menneskemylr. Vi faar Mad for 1 Mark 20 Penning. Pludselig raabes et Tog til Dortmund ud. Vi af Sted i vældig Fart og faar en Plads i Toget under Protest fra en Funktionærs Side. Mange Soldater er paa Vej hjem. De kommer ikke saa tomhændede som jeg. De fleste har “reddet” en hel Del Forraad. Nogle har hver en Sæk Mel med. Vi kører igennem Industriegne, hele Vejen Lys ved Lys, næsten uafbrudt Banegaardsterræn, men ellers ikke meget Liv at øjne.
I Dortmund ind i en Ventesal. Beslutter efter en Jernbanemands Raad at tage videre til Wanne Kl. 11, skønt det er lidt længere mod Vest. Det er ikke uden Betænkelighed, at man fjerner sig en Tomme fra Maalet, Hjemmet deroppe mod Nordøst, Fyrretyve Minutters Kørsel til Wanne. Ingen spørger om Billet eller Pas.
Ernst Christiansen: Du kan, du maa og skal! To Aar i Krig, Slesvigsk Forlag, Flensborg 1923