Niels P. Nielsen, Fole, gjorde krigstjeneste ved Regiment 163.
Om Natten mellem 8. og 9. April 1917 — Langfredag og Paaskelørdag — brød det for Alvor løs.
Sikken en forfærdelig Trommeild, Englænderne satte i med! Det blev senere fortalt, at Englænderne havde bragt deres svære Artilleri frem til de forreste Infanteristillinger for rigtigt at kunne tage det tyske Opmarch omraade under intensiv Beskydning. Deres Artilleriild naaede helt tilbage til vor By.
Præcist hvert tiende Minut fik vi en Hilsen fra en af Englændernes 30,5 cm Kanoner. Sikket Brøl!
Vor Skriver kom farende, og hvor saa han ud. — Hør, min Ven, det gaar pinedød ikke, du maa op og med os andre ned i Kælderen, før Huset ramler sammen.
Saa var der for mig ikke andet at gøre. Jeg kom i Tøjet, ud af Huset og henad Gaden til den nærmeste Bunker, hvor vi saa søgte ned i Dækning.
Een Ting blev borte for mig, og det var min Iskias!
Om Morgenen den 9. April gennembrød Englænderne vore Stillinger og nedkæmpede den sidste Modstand.
Kun faa slap bort og undgik Fangenskabet, Af vore tolv Kompagniførere var kun een tilbage. —
Med Stillingens Fald var ogsaa Beskydningen af Byen holdt op. Det var saa underligt stille. Da hørte jeg en eller anden raabe: »Alle, der er her, skal stråles gøre sig færdige. — Fjenden staar om lidt foran Byens Porte. Vi maa alle frem for at møde ham der. — Alarm ! Alarm!« — Mændene dukkede op en efter en eller flere i Følge. Feldwebelen overtog Kommandoen. — Hør, Feldwebel, jeg har ingen Staalhjelm, den har jeg maattet laane en anden, bemærkede jeg henvendt til ham. Han svarede: — »Ja, Mester Niels, saa faar du nøjes med den Hue, du allerede har paa!«
Vi fik 250 Patroner og tre Haandgranater udleveret, hvorefter denne brogede Blanding af Soldater fra forskellige Afdelinger, ja, Regimenter, satte sig i Bevægelse ad Vejen ud mod den Side, hvorfra man regnede med, at Englænderne vilde komme.
Et godt Stykke uden for Byen gjordes der Holdt, hvorefter der dannedes en tynd Skyttekæde ud over Marken, og snart efter gik vi i Gang med at grave os ned. Men Englænderne lod vente paa sig. De viste sig ikke.
Maaske havde de faaet nok for denne Gang. Saa laa vi da her til hen paa Eftermiddagen. Klokken fire dukkede nyankomne Reserver frem. Vi fik Befaling til at trække os tilbage og drog snart efter gennem den nu medtagne By Monchy-le-Preux og videre til en lille By lidt længere bagude. Hen paa Aftenen fik vi anvist Kvarter i nogle ret faldefærdige Træbarakker.
Det var hundekoldt. Vi frøs, m en opdagede, at Bænke og Borde ogsaa godt kunde bruges til at fyre op med.
Efter dette for Regiment163 saa haarde Mennesketab blev Resterne af Regimentet ført tilbage fra Fronten for gennem en Reorganisation og ved Tilførsel af nyt Mandskab atter at genvinde sin gamle Anseelse.
Regimentets fine Standard naaedes dog aldrig mere.